Aars Bibliotek vil i 1. division

Bibliotekar vil udnytte de tomme lokaler på første og anden sal til at udvide og gøre biblioteket til et kulturhus.

Biblioteker 10. februar 2003 07:00

AARS: I øjeblikket står etagen gabende tom. Men hvis det står til bibliotekar Jens Bråten, skal der snart være liv på bibliotekets første sal. Han forestiller sig, at der bliver bygget til bibliotekets første sal. Den udvidede første sal skal bruges til bibliotekets nye medier. Det vil sige musik, film og internet. Og drømmene og visionerne stopper ikke der. Jens Bråten håber, at biblioteket på længere sigt også indtager anden sal. Der kan så indrettes mødelokaler og konferencerum. - Hvis det sker, rykker Aars bibliotek helt frem i 1. division. Biblioteket bliver et indbydende kulturhus, siger Jens Bråten, mens han ivrigt illustrerer med hænderne. Han læner sig ind over bordet og fortsætter: - Det kan blive et super-duper bibliotek. Jeg forestiller mig, at der bliver lokaler, der kan bruges uden for bibliotekets åbningstid til foredrag og møder. For mig er et bibliotek ikke bare bøger, men et sted man mødes, fortæller Jens Bråten. Politiet skabte muligheden Drømmen om udvidelse af biblioteket har været der længe. Men den er blevet mere realistisk efter, at politistationen flyttede fra førstesalen og ud til Messecenter Aars. En vigtig ting mangler dog stadig at falde på plads, nemlig økonomien. For selv om kulturudvalget har stillet forslag om, at der bevilges en million kr til bibliotekets udvidelse, mangler byrådet stadig at tage stilling til forslaget. Det ser lovende ud, men bibliotekaren vil ikke glæde sig for tidligt. - Jeg håber og tror, at pengene bliver bevilget. Så åbner vi en flaske champagne. Men jeg er jo jyde, så jeg vil gerne se planerne godkendt, inden vi begynder at gøre alt for meget, siger Jens Bråten, der har været på Aars Bibliotek siden 1978. Biblioteket som magnet De store visioner for biblioteket er ikke for Jens Bråtens egen skyld. Han forudser, at et kulturhus ville kunne profilere Aars og være et trækplaster for kulturelle oplevelser. Alene det, at biblioteket ligger midt i byen, kombineret med de gode parkeringsmuligheder, gør ifølge Jens Bråten kulturhuset attraktivt. Kulturhus-drømmene må dog foreløbigt blive ved det, de er. Drømme. For bibliotekets udvidelse handler indtil videre kun om første sal. Men det dæmper ikke Jens Bråtens visioner. Det kommer tydeligt til udtryk i hans tale. Mens han viser rundt på anden sal, kommer ordene i en sand Lotte Heise-strøm. - Der kunne være et glastag herude. Et galleri herinde. Man kunne have et konferencerum i det her rum. Der er perspektiver her, siger Jens Bråten, der satser på, at biblioteket kan fejre første oprykning allerede i år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...