Lokalpolitik

Aars-borgmester er lettet

- Naturligt at Aalestrup er med i en nordlig kommune, siger Aars-borgmester Knud Kristensen

NORDJYLLAND:- Jeg er meget glad for, at det blev et klart resultat, der kom ud af afstemningen i Aalestrup. Det er helt naturligt, at Aalestrup er med i en ny vesthimmerlandsk kommune, siger Aars-borgmester Knud Kristensen (K). Det klare resultat blev, at 53,6 procent af stemmerne gik til den nordlige model med de vesthimmerlandske kommuner, mens 45,8 procent stemte for en sydlig model med Viborg som den store kommune. Stemmeprocenten var på 64,4. Allerede inden Knud Kristensen kendte resultatet af afstemningen i aftes, kunne han ikke forestille sig andet end at der var et flertal for, at Aalestrup ville rykke sammen med de nordlige vesthimmerlandske kommuner. - Vi har et rigtigt godt erhvervssamarbejde, vores kulturliv og struktur ligner hinanden, unge fra Aalestrup benytter vores uddannelsesintstitutioner og så får Aalestrup-borgerne mere indflydelse i det nye byråd, påpeger Knud Kristensen. - De får valgt fire-fem til byrådet. Hvis de havde valgt en sydlig alliance med Viborg, skulle alle Aalestrup-borgerne gå sammen om at sætte kryds ved en person, for at få en repræsentant i byrådet, siger Knud Kristensen. - Det er godt at få det på plads. Kommunerne skal selvfølgelig have den tid det tager, men vi skal omvendt også til at have dannet et billede af, hvordan vi får samlet en ny kommune. Nu venter han og de øvrige kommuner kun på Nørager. Ligesom han ikke kunne forestille sig en ny vesthimmerlandsk kommune uden Aalestrup kan Aars-borgmesteren heller ikke forestille sig en vesthimmerlandsk kommune uden Nørager. - Det er lige så naturligt, mener Knud Kristensen. Næste møde i den vesthimmerlandske alliance er 11. oktober, men kommunalbestyrelsen i Nørager tager først stilling til kommunesammenlægningen dagen efter, 12. oktober. - Og det er helt i orden, påpeger Knud Kristensen. Udover Farsø, Aars, Aalestrup og Nørager sidder også Nibe og Støvring med ved møderne for at holde sig orienteret, inden de tager stilling. - Det er godt, at de sonderer terrænet, siger Knud Kristensen. Viborgs borgmester, Johannes Stensgaard, (S), havde håbet på, at flertallet ville mod syd. - Der er et lille flertal for en nordlig løsning, så det er ikke så klart, mener Johannes Stensgaard, der dog på forhånd havde gjort sig klart, at der ville være et flertal for en vesthimmerlandsk kommune. - Vi vil afvente kommunalbestyrelsens afgørelse, siger han. Johannes Stensgaard peger på, at Aalestrup, Viborg og kommunerne omkring har mange fælles relationer. - Vi har fælles skatteligning og et godt udviklingsarbejde, siger han. Fælles er dog ikke telefonnumrene - eller i hvert fald områdenummeret. Mens Aalestrup har 98 som de første cifre har Viborg 86 - så om ikke andet er den nordlige forbindelse måske også af historisk karakter. Aalestrup er som bekendt i dag en del af Viborg Amt. Fremover bliver de en del af den nordjyske region.