Aars har fået et kulturhus

Godt fem mio. kroner, godt med knofedt og håndværkersved har forvandlet byens nedslidte biograf til et hus for film, teater og meget mere

AARS:For bare et halvt år siden skræmte Aars Teater Bio i Himmerlandsgade kunderne bedre end nogen Stephen King gyser. Filmsalen var næsten bedst for nabobiograferne, som kunne tage imod celuidentusiasterne, når de løb skrigende bort fra det engang så hæderkronede filmmekka midt i byen. Ja så grelt stod det til, at en arkitekt fra foreningen af Danmarks mindre biografer begejstret foreslog, at biografens lille hemmelige sal - der mest blev brugt til fugt og opbevaring - blev gennemfotograferet, så billederne kunne foræres til lokalhistorisk arkiv og biografen med god samvittighed jævnes med jorden. Sådan gik det ikke. En klippet filmstrimmel I går - godt fem millioner kroner og mange, mange frivillige og betalte arbejdstimer senere - klippede borgmester Knud Kristensen meget passende en filmstrimmel og indviede dermed byens nye kulturhus, som kan meget mere end bare vise film. Iført et afslappet jakkesæt agerede Aars Teaterbios formand Preben Kyndesen showmaster på scenen i biografens store sal. Den var fyldt til sprækkepunktet af biografstøtter, som sat blødt i kulturhusets nye røde stole, der behageligt vipper tilbage som hjemmets bedste lænestol, nårsomhelst filmgæsten ønsker det. Hus med flere facetter Efter en jætteindsats, indsamling af lokale midler, ansøgninger til fonde og EU, og ikke mindst frivilligt arbejde i tre år beviste det nye Aars Teater Bio i går, at sliddet har været det hele værd. Byen har fået et kulturhus, som foruden kerneydelsen film kan bruges til både teater, cabaret, foredrag og musik. - Det er en dimensiom, der vil være med til at bære huset ind i fremtiden, var Knud Kristensen forvisset om. Han undlod heller ikke, at bemærke at bestyrelsen har brugt en anseelig del af deres fritid i biografen det seneste halve år. - Allerede da jeg besøgte biografen under arbejdet i oktober, bemærkede jeg, at bestyrelsen i hvert fald havde fået monteret murerstøv i håret. Der er 104 sæder i kulturhusets store sal. De var besat hver og én. Det samme var biografens trappegange og dem, der ikke fik plads i den store sal kunne lytte med fra de 34 gule stole i biografens nye lille sal. Aars Teater Bio fik allerede ved indvielsen lov at vise, at den kan andet end vise film. Bortset fra et lillerært indslag var levende billeder faktisk det eneste, der ikke blev vist ved indvielsen. Luftkasteller Ellers var der både dans, cabaret og skønsang på scenen, hvor Preben Kyndesen røbede, at kulturgruppen, som siden gik ind i bestyrelsen for biografen, i starten drømte langt mere højtflyvende drømme. - Det begyndte for tre år side, da kulturforvaltningchef Freddy Nederby kaldte nogle folk til en kombineret brainstorm og luftkastelopkastning, forklarede Preben Kyndesen sit lydhøre publikum. Det var drømme om tre etager på markedspladsen, svale bade, musik og en listig bar - foruden altså filmene. Luftkastellerne kom ned på jorden igen, da forvaltningschefen gjorde det klart, at kulturgruppen selv skulle finde pengene. Det førte med tiden til det hyperanvendelige og mere jordnære projekt som åbnede i går. Bred opbakning Sammen med Søren Christensen fra Rørbæk Centret blev der søgt penge fra EU, Lokale- og Anlægsfonden, Det Danske Filminstitut, Sava, den lokale borgerforening og en lang række virksomheder. Der er også solgt mere end 150 gule og røde stole til de to biografsale, der er kommet ud af alle anstregelserne. Forholdene er blevet noget når optimale for handicappede, biografgængerne kan nyde en kop kaffe i caféen før filmen, og når der ikke er film, kan scenen bag lærredet bruges til teater eller foredrag. Glad kulturformand Kulturudvalgsformand Jan Dyregaard indtog en stilfærdig plads som publikum under indvielse. Men han var ikke mindre glad for kulturhuset af den grund. - Jeg har siddet her mange gange som barn. Det her er noget helt andet, som er med til at give kulturen et skub i Aars, fastslog han. Kulturhuset er færdigt indvendigt. Udvendigt venter Aars Teater Bio på varmere vejr. Så skal bygningen illustreres - foran med en liggende Charlie Chaplin figur og på siderne med skrappe farver. Den opgave står Aars kunstneren Peer Poulsen for. Han fik i går som den første Aars Kommunes nystiftede kulturpris, der meget passende har fået navnet ”En Chaplin”.