Aars HK får ny cheftræner

Morten Lind
Pe­ter Hansen, ny chef­træ­ner for Aars HK’s flag­skib fra næs­te sæ­son. pri­vat­fo­to
Håndbold 1. marts 2007 05:00

AARS: Når spillerne på Aars HK’s førstehold i aften løber på banen for at forsøge at slå AaB Håndbolds Håndboldligahold ud af pokalturneringen kan de gøre det i vished om, at trænersituationen i næste sæson nu er afklaret. Klubben har ansat Peter Hansen fra Randers som ny førsteholdstræner efter Søren Ferløv, som ovenpå en alvorlig sygdomsperiode selv har valgt at sige fra. Ambitionen er fortsat at rykke op i 2. division. - Men det kræver, at trænersituationen er på plads. Derfor er vi glade for, at vi nu har lavet aftale med en meget kompetent træner, siger klubbens eliteudvalgsformand Lars Bjørn. Peter Hansen er uddannet med diplom og som divisionstræner indenfor DHF og underviser endvidere på DHF’s diplom og divisionstrænerkurser. Han kommer fra et job i Randers HK som ynglingetræner og talentchef. På visitkortet står bl.a. et danmarksmesterskab med klubbens dameynglinge i 2005/06 og vinder af bronzemedaljerne i samme årgang året før. Peter har selv spillet divisionshåndbold i Randers Freja og været divisionstræner siden 1985. Han har tidligere trænet i Bjerringbro KFUM, Tvis, Grenå, Hornbæk, Brabrand og Skive. Han har endvidere været områdeleder og plantræner i 14 år og assisterende herreynglingelandstræner ved EM i Tallinn i 1997. Holdleder Peter Poulsen fortsætter på posten også i næste sæson, men vil allerede i aften sidde med på bænken mod AaB Håndbold. Han håber på massiv opbakning på tilskuerrækkerne, men tør ikke love en sejr. Snarere det modsatte. - I sport kan alt selvfølgelig ske, men det er nok ikke realistisk at tro, at vi kan slå AaB Håndbold. Der er for stor forskel på Håndboldligaen og 3. division, erkender han. - Vi håber, vi kan holde stand i hvert fald i starten. Det er ingen tvivl om, at vi bliver løbet alvorligt over ende, hvis ikke vi er helt klar. Omvendt er det en kamp, hvor vi kan spille helt frit. Holdet skal tage det som en oplevelse at møde et af de bedste hold i landet, og så håber jeg, at det kan give os det afgørende skub, så vi får gang i det gode spil igen i turneringen. Han har ikke opgivet at være med til at aflevere et 2. divisionshold til Peter Hansen efter sommerferien. - Men vejen går formentlig over kvalifikationskampe. Det er næppe realistisk at tro på, at Aalborg HK taber to af deres sidste seks kampe, konstaterer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...