Aalborg

Aars HK henter spillende træner i AaB

AARS:Aars HKs 3. divisionsherrer, som i weekenden styrkede deres oprykningskandidatur med en flot sejr over rækkens nr. 1, Team Nors, kan i næste sæson se frem til at få ny, sportslig inspiration. Til at give klubben et ekstra løft - både på og udenfor banen - har Aars HK ansat den nuværende AaB-spiller, Søren Larsen, som ny, spillende træner. Han vil på sidelinien blive assisteret af Søren Ferløv Nielsen, der har en fortid som træner i bl. a. Thisted og Aalborg KFUM, og som i denne sæson optræder som spiller i Aalborg 1919. De to gange Søren skal sammen tage sig af både første- og andetholdet. - Og det bliver utroligt spændende at følge udviklingen af dette arbejde, som vi naturligt nok forventer os meget af, siger Aars HK-formand Axel Pedersen. - Vi har i øjeblikket mange unge spillere, som presser sig på, men skal de for alvor slå igennem som seniorer, er det nødvendigt med noget erfaring og overblik på banen. Det er jeg overbevist om, at Søren Larsen, som har spillet på højt plan i mange år, kan bidrage med. De to trænere har en meget seriøs indstilling til tingene, og jeg er overbevist om, at det vil smitte af på spillertruppen, erklærer Aars HK-formanden.