Aalborg

Aars HK henter spillende træner i AaB

To gange Søren ansat som ny trænerduo på herresiden

AARS:Aars HKs 3. divisionsherrer, som i weekenden styrkede deres oprykningskandidatur med en flot sejr over rækkens nr. 1, Team Nors, kan i næste sæson se frem til at få ny, sportslig inspiration. Til at give klubben et ekstra løft - både på og udenfor banen - har Aars HK ansat den nuværende AaB-spiller, Søren Larsen, som ny, spillende træner. Han vil på sidelinien blive assisteret af Søren Ferløv Nielsen, der har en fortid som træner i bl. a. Thisted og Aalborg KFUM, og som i denne sæson optræder som spiller i Aalborg 1919. De to gange Søren skal sammen tage sig af både første- og andetholdet. - Og det bliver utroligt spændende at følge udviklingen af dette arbejde, som vi naturligt nok forventer os meget af, siger Aars HK-formand Axel Pedersen. - Vi har i øjeblikket mange unge spillere, som presser sig på, men skal de for alvor slå igennem som seniorer, er det nødvendigt med noget erfaring og overblik på banen. Det er jeg overbevist om, at Søren Larsen, som har spillet på højt plan i mange år, kan bidrage med. De to trænere har en meget seriøs indstilling til tingene, og jeg er overbevist om, at det vil smitte af på spillertruppen, erklærer Aars HK-formanden. Han glæder sig i samme åndedrag over, at Søren Larsen og Søren Ferløv Nielsen ser ud til at få en stort set uændret spillertrup at arbejde med. En enkelt undtagelse er Lars Hansen, som i næste sæson skal være træner i Haverslev. Til gengæld får seniorafdelingen tilgang af et helt kuld talentfulde ynglingespillere, som de nye trænere skal forsøge at modne til opgaven. På damesiden kommer der også nye kræfter til - i skikkelse af Ole Simonsen, der tidligere har været at finde i Aars HK som spiller for en del år siden. Ole har, siden han indstillede sin aktive karriere, været træner i bl.a. Aalestrup, Hobro og er i øjeblikket at finde i Støvring, og i Aars HK glæder man sig meget til gensynet med den gamle klubkammerat. - Vi er sikre på, at Ole Simonsen kan give vores førstehold et løft i forhold til den nuværende placering i bunden af jyllandsserien. - Der bliver lavet et godt stykke arbejde i ungdomsafdelingen, men det varer lige et par år, inden der for alvor kommer nogle piger op, der kan presse sig på. Derfor er det vigtigt, at de nuværende spillere hænger i og er med til at holde sammen på truppen, og det, tror vi på, at Ole bidrage til, siger Axel Pedersen.