Håndbold

Aars HK klar til en offensiv

Aars HK er for alvor kommet ud af den økonomiske krise. Egenkapitalen har rundet en halv million

AARS:For 10 år siden var Aars HKs økonomi i alvorlig nød for en timeout. På generalforsamlingen i klubben onsdag aften konstaterede formand Per Farsinsen, at klubben har nået et mål, som ingen havde turdet tro på. Efter et overskud på 141.000 kroner sidste år er egenkapitalen oppe på 522.000 kroner. - Økonomien er blevet så stærk, at vi kan tillade os at satse lidt mere. Der er allerede ting igang. Især på ungdomssiden, pointerer han. Efter en sæson som sidste år sportsligt sluttede på det jævne, understreger Per Farsinsen, at klubbens ambitionsniveau fortsat er til divisionshåndbold. - I seniorrækkerne må vi erkende, at det i øjeblikket er på herresiden, det sker. Det forekommer realistisk, at vi - måske allerede fra næste sæson - igen kan komme på divisionsniveau, vurderer han. Damerne lider fortsat under en voldsom åreladning, som hensatte klubben i en uventet choktilstand. - Vi havde svære overvejelser om at trække både førsteholdet og et hold mere fra turneringen op til sæsonen. Enden blev, at andet- og fjerdeholdet blev skrottet. - Med to damehold stiller vi med det mindste antal, vi har haft i mange, mange år. Den uheldige udvikling betyder logisk nok, at der skal alvorlig fokus på damesiden i de kommende år, hvis udviklingen skal vendes. - Det virker urealistisk, at vi på kort sigt kommer på divisionsniveau på damesiden, erkender han. Til gengæld er der god gang i ungdomsafdelingen. - Og hvis vi ikke satser på ungdomssiden, kommer det til at svide til os selv, understreger Per Farsinsen, der dog ikke lægger skjul på, at det var utilfredsstillende, at herrerne ikke formåede at rykke op i sidste sæson. - Vi havde en målsætning om en placering mindst i top tre. Holdet blev nummer fire. Men vi kommer ikke uden om, at holdet kunne have vundet flere af de afgørende kampe med en mere koncentreret indsats. På den baggrund er der grund til at være lidt skuffet, mener han. Klubben har brugt tiden fra sidste års generalforsamling til at trimme organisationen på flere punkter. Det gælder eksempelvis eliteudvalget, der er blevet reorganiseret - tilsyneladende med et tilfredsstillende resultat, vurderer Per Farsinsen. Håndboldklubben døjer fortsat med haltid og ser frem til, at kommunens halkapacitet bliver udvidet med en ny træningshal ved Østermarkhallen. - Vi har i mange år haft svært ved at få puslespillet til at gå op. Det er utilfredsstillende, men vi kan ikke gøre så meget, med mindre vi vælger at købe timer i andre haller. Byggeriet indledes formentlig indenfor et lille års tid. - Vi skal ikke regne med, at det løser alle problemer med et snuptag, men der er ingen tvivl om, at det er en rigtig god ting med en hal mere, fastslår Per Farsinsen.