Aars HK's 3. division herrer op mod Viborg

AARS:Søndag eftermiddag spiller Aars HK's håndboldherrer i 3. division i Viborg mod Viborg HK's elitedivisionsreserver. Efter en lidt vigende sæsonstart, der bød på to nederlag synes Aars herrerne efter to sejrer at være kommet i fulde omdrejninger. Det kan også meget vel blive brug for mod Viborg, der ved fuld styrke kan præstere en stærk opstilling. Imidlertid har hjemmeholdet haft det vanskeligt i sæsonens første del. Sæsonpremieren blev vundet i overbevisende stil, men siden har holdet indkasseret tre nederlag på stribe. - Finder vi de rette takter frem som i de to seneste kampe har vi gode chancer for at tage point med hjem fra Viborg, vurderer træner Jes Bach.