Hanstholm

Aars HK's herrer møder topholdet hjemme

AARS:Intenst. Sådan forventer Aars træner, at kampen udvikler sig, når klubbens herrer i 3. division møder rækkens indtil videre ret overbevisende tophold Team Nors Hanstholm på hjemmebane i Idrætscenter Østermarken søndag eftermiddag. Gæsterne topper rækken med 26 point, mens Aars med 19 point er på en delt andenplads. Aars er med i en gruppe på seks, syv hold der bejler til den vigtige oprykningsplads. - Jeg venter en intens kamp, hvor der vil blive gået til stålet, siger Jes Bach. Modstanderen er kendt for at spille hårdt. - Går de over stregen kan vi bare håbe på, at dommerne griber effektivt ind, siger Jes Bach. De to hold har mødt hinanden to gange tidligere i denne sæson med en sejr til hvert hold. I det omvendte opgør vandt Team Nors Hanstholm, mens Aars tog sejren i det indbyrdes opgør i landspokalturneringen kort før jul.