Aars IK på udkig efter målmand

Aars IK har fået opbygget en ny trup men mangler en førsteholdsmålmand

Aalborg 9. februar 2003 07:00

AARS: I fjor var det lige ved at gå galt. Aars IK mistede en stor del af førsteholdet, og det kunne aflæses i tabellen. Holdet sluttede femtesidst i jyllandsserien. Men i år skal det være anderledes. For mens det mest af alt handlede om at undgå nedrykning i sidste sæson, er der i denne sæson drejet på forventnings-knappen. Ifølge træner Jens Peter Sørensen satser holdet nu på at ende i top fem. - Truppen er mere sammenspillet, og der er en god træningsmoral. Holdet er lige så godt som de andre hold i rækken, og derfor kan vi også være med i den bedste tredjedel, spår træner Jens Peter Sørensen. Han er dog bekymret over, at klubben mangler en decideret førsteholdsmålmand. - Det er ikke holdbart uden en ny målmand. Vi har gode målmænd allerede, men vi mangler en førsteholdsmålmand, som de andre kan lære af, siger Jens Peter Sørensen, der foreslår en utraditionel løsning på problemet. - Måske skal vi sætte en annonce i avisen for at få en målmand herud, siger AIK-træneren. Gode udsigter Som en flok kåde kreaturer, der kommer på græs, er Aars IK rykket udendørs og har indledt træningen. Seniorspillerne har været i gang i 14 dage, og generelt har der været godt 20 spillere til træning. Hvis det fortsætter, kommer andetholdet også til at køre seriøst. Det glæder træneren for førsteholdet, Jens Peter Sørensen: - Det er dejligt, at der har været så mange til træning, erklærer han men håber dog på, at der kommer 5-10 spillere mere til, så både første- og andetholdet har en trup, der kan tåle afbud og skader. Jens Peter Sørensen og hans herrespillere deltog ikke i lørdagens standerhejsning. Banerne var for dårlige at træne på, og derfor valgte holdet i stedet for at spille en træningskamp på en overdækket bane i Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...