Aars IK sendte Lindholm ud af pokalturneringen

Jonas Thomsen blev matchvinder for Aars IK fra Danmarksserien i pokalsejren i fodbold på 1-0 hjemme over Lindholm IF fra 2. division.

Pokalkampens enlige fuldtræffer faldt i det 37. minut, da Aars-angriberen Jonas Thomsen slog til på et oplæg fra amerikanske Mira Mupier, og i opgørets sidste halve time havde samme Jonas Thomsen faktisk tre store muligheder for at cementere sejren til mandskabet fra Danmarksserien. Gæsterne fra Lindholm IF, til daglig at finde i 2. division vest, lagde bedst ud de første 20 minutter med højt tempo, men Aars åd sig ind i kampen, og efter en halv time var Mira Mupier tæt på at score til 1-0. Gæsternes Mark Vestergaard, tidligere Hobro IK-spiller, fik dog ekspederet bolden ud til hjørne via ydersiden af stolpen. Men syv minutter senere lagde Mupier så op til Jonas Thomsens scoring. Lindholm IF var tæt på at udligne kort efter pausen ved Rasmus Nielsen, men Aars-keeper Jacob Brændstrup fik reddet, og i det 60. minut var også gæsternes Martin Wichsøe tæt på en udligning. Til gengæld stod der stort set Aars IK på den sidste halve time. Hos Aars IK var det assistenttræner Steen Thomsen og sportschef Poul Erik Kristensen, der svang taktstokken i cheftræner Jens Peter Hansens fravær (arbejde), og det slap den duo godt fra.