Aars IK sigter mod jyllandsseriens top

Målet er oprykning i 2006

AARS:Oprykning. Der er ikke megen vaklen hos Aars IK's nyudnævnte sportschef Poul Erik Kristensen, når han karakteriserer målet for den nye sæson. - Vi både vil og skal præge toppen af jyllandsserien i en sådan grad, at vi ved turneringsafslutningen i oktober 2006 kan sikre os oprykning til kvalifikationsrækken, fastslår han. Holdet forlod rækken i efteråret efter blot én sæson. En skidt udgang, når klubbens målsætning om at spille divisionsbold i 2009 tages i betragtning. Forårets turneringsmodstandere er på plads. Der er tale om en buket at gamle kendinge og nye bekendtskaber, og en sammensætning, som Poul Erik Kristensen ikke tøver med at kalde spændende. Brande IF, Lemvig GF, Lindholm IF, Ringkøbing IF, Vejgaard B og Vildbjerg SF er, som Aars IK, alle tidligere danmarksseriehold, mens de øvrige er Funder GF, Kjellerup IF, Nibe B, Overlund GF, Silkeborg KFUM, Sulsted IF og Tjørring IF. - Det er en vanskelig, men også spændende række mange lokalprægede kampe, vurderer Poul Erik Kristensen, der er glad for at se Nibe Boldklub tilbage blandt modstanderne i jyllandsserien efter mange års fravær. Aars IK's andenholdet er rykket op to år i træk, og skal ifølge den ambitiøse klubplan meget gerne fortsætte dén kurs. Holdet er havnet i kreds 8 med mange modstandere fra Aalborg området. Det er ingen ulempe, understreger Poul Erik Kristensen. - Kampe mod hold fra lokalområdet er langt mere interessante end kampe mod hold fra det Midt- og Kronjyske område, påpeger han. Aars IK"s modstandere i serie 2 er: B52/Aalborg, Gug B, Nr. Sundby B, NUBI, Nørager/Rørbæk IF, Randers KFUM, Skelund IF, Storvorde/Sejlflod B, Støvring IF, Sønd./Suldrup IK Frem og Aalborg Freja. - Efter to sæsoner i træk med oprykning for klubbens unge spillermateriale, bliver det uden tvivl en større udfordring, der møder holdet i 2006, vurderer sportschefen. Holdet møder nemlig næsten lutter førstehold med Nr. Sundby og Aalborg Freja som undtagelserne. Det er blot en fordel mener han. Det giver nemlig de udfordringer, der skal til for at styrke det sportslige niveau. Spillerne holder pause fra træningen til midten i januar måned 2006.