Aars kan byde på fodboldfest med århusianere

AGF på besøg - Frederikshavn og Hjørring i tvekamp om Vendsyssel

AARS:Når det nu ikke kunne blive AaB, så er man i Aars næppe kede af, at det blev Danmarks mest succesrige pokaldeltagende klub, AGF, der kom op af hatten, da Dansk Boldspil-Union trak lod til anden runde af landspokalturneringen i fodbold. Jyllandsserieklubben i Vesthimmerland kan byde de 11-foldige pokalfinaledeltagere fra Århus velkommen til en rigtig kassekamp onsdag 23. august, og det passer sportschef i Aars IK, Poul Erik Kristensen, særdeles fint: - Det er bare kanon, det her. Det bliver først og fremmest en kassekamp, men også en kæmpe oplevelse for vore unge spillere. Og AGF trækker jo altid mange tilskuere med, så det tegner til en rigtig, spændende aften. Men Poul Erik Kristensen er realistisk omkring opgaven: - Vi ved, pokaleventyret får en ende for et hold som vores, og vi har da også fokus rettet 100 procent på en oprykning fra Jyllandsserien i denne sæson. Men man lægger sig jo ikke ned på ryggen på forhånd. Vi spiller vores chance, også selv om den er mikroskopisk, siger sportschefen i Aars IK. Også det andet, tilbageværende nordjyske Jyllandsseriemandskab, Nibe, trak et hold fra landets næstbedste række, Kolding FC, og selv om det måske klinger knapt så meget som at møde AGF, så er der næppe tvivl om, at limfjordsbyen også vil trække godt med tilskuere til en meget interessant styrkeprøve. Og tilskuerinteressen bliver helt sikkert ikke mindre i Frederikshavn, hvor det lokale Danmarksserihold trak naboerne fra 2. division, Hjørring, til en kamp, der for en stund kan genoplive magtkampen om at være Vendsyssels bedste - i hvert fald i pokalmæssig sammenhæng, nu da Jetsmark IF har måttet forlade turneringen efter nederlag i forrige runde i Aars. Hos kvinderne var der også pokallodtrækning i går, og det faldt således ud, at Fortuna Hjørring skal på besøg hos Horsens fra den næstbedste række, B 52 fra Aalborg får hjemmebanefordel i et opgør mod Vejlby IK, mens Lunde tager imod Aalborg Freja. De fire sidstnævnte hold er alle fra den næstbedste række. Kvinderne er nået til tredje runde, og her er kampdatoen onsdag 6. september.