Aars-pige vandt i BMX-dyst

Fine placeringer til BMX kluben Lynet fra Aars.

Så er landspokalturneringen i BMX cykling afsluttet for i år. I Skanderborg mødte hele BMX-karavanen op for at køre de afsluttende motos. Således også et dusin kørere fra BMX-klubben i Aars, Lynet. Penille Gammelby demonstrerede sin styrke og blev en sikker vinder i pigeklassen over 15 år. Hun havde næsten dobbelt så mange point som nummer to, så der var aldrig tvivl om udfaldet. Resten af holdet gjorde det også godt. Katrine Gammelby blev nr. to i pige 12 år, mens Flemming Nielsen snuppede 3.-pladsen i cruiser over 40 år. Endvidere blev det til to 5.-pladser til henholdsvis Morten Poulsen i cruiser 30-39 år og Rex Sixhøj Laursen i expert 15-16 år. Næste opgave for Lynet bliver sidste afdeling af Løvfaldscuppen. Den foregår i Hadsund.