Cykelsport

Aars-rytter blev jysk BMX-mester

} CYKLER: BMX-kluben Lynet fra Aars har haft en god weekend med masser af titler til de unge cykelryttere. Ved de jyske mesterskaber i Tønder høstede Lynet seks medaljer, og Nicklas Jensen på 11 år strøg til tops i sin række. Det betød en fornem førsteplads, der blev kørt hjem i overbevisende stil, hvor han gav 17 konkurrenter baghjul. Inden det kom så langt, måtte Nicklas Jensen foruden de tre indledende runder også ud i en semifinale, inden det gik løs i den altafgørende finale, hvor det var vind eller forsvind. Desuden var der to sølvmedaljer til Lynet. 10-årige Rex Sixhøj Laursen og Kasper Krogh Pedersen på 16 kørte i fornem stil deres medaljer hjem, og det var tæt på guld til Rex Sixhøj Laursen. Men han måtte se sig slået af en lokal BMX-kører fra Tønder, som havde fordel af hjemmebanen. Kasper Krogh Pedersen havde trods en brækket arm tidligere på året og et ophold på efterskole ikke helt glemt, hvordan sådan en cykel skal køres, og det betød altså en medalje af sølv. Nikolaj Jensen fulgte godt med i klassen for de 10-årige, og han hentede en fin tredjeplads hjem. Det betyder, at Lynet sidder godt og grundigt på to årgange. Lynets kørere hentede i alt tre bronzemedaljer hjem til Aars, og det var faktisk to mere end man havde håbet. Det var Bendix Sixhøj Laursen på 14 år og Maja Lemvigh Poulsen, der stod for overraskelserne - og især Maja Lemvigh Poulsen var hårdt presset, men hun klarede strabadserne og tog den eftertragtede medalje hjem. I den kommende weekend drejer det sig om det danske mesterskab.