Aars-virksomhed hjælper McDonald's i hele Europa

Ordre til 30 mio. kroner til Lyngsoe Systems

AARS:En ordre på 30 mio. kroner til it-virksomheden Lyngsoe Systems i Aars gør det snart muligt for McDonald's restauranter i hele Europa at holde minutiøst styr på, hvor enhver vare befinder sig i koncernens omfattende forsyningskæde. - Vi har kørt et pilotprojekt for McDonald's i Danmark og ud fra erfaringerne skabt den endelige løsning, som nu er ved at blive indført på europæisk plan. Det begyndte vi med i juni og kommer rundt i hele Europa i løbet af 2005, forklarer marketingchef Marianne Houmann Jensen fra Lyngsoe System. Forenkling Hos firmaet lægger man vægt på, at systemet vil betyde en stor sikkerhed for forbrugerne, samtidig med at producenterne vil kunne spare mange penge. Det skyldes, at det ved mistanke om sundhedsrisiko ved en vare ikke er nødvendigt at kalde hele leverancer i et bestemt geografisk område tilbage. Man kan meget mere præcist og hurtigt finde eventuelle usikre produkter. Ved anvendelse af systemet kan fødevarebranchen samtidig leve op til et EU-direktiv om sporbarhed. Det træder i kraft 1. januar og siger, at det hele tiden skal være muligt at gå et trin både frem og tilbage i forsyningskæden. Styr på varerne Metoden til at gøre dette, som Lyngsoe Systems har udviklet, fungerer ved hjælp af identifikationslabels på hver eneste palle med varer fra McDonald's leverandører. Varerne til kædens 3500 restauranter over hele Europa distribueres via 29 centre, hvor den label, der sidder på hver palle, aflæses i både varemodtagelsen, på plukkelageret, i forsendelsen og ved leveringen ved hjælp af trådløse, håndholdte terminaler. Til sidst anvender chaufføren ligeledes en håndholdt terminal, når han afleverer varerne ude ved den enkelte restaurant. Hele måltider Marianne HoumannJensen peger på, at McDonald's i forvejen er en af de fødevarevirksomheder, der har allerbedst styr på råvarerne. Nu får de bare lettere ved at have det: - I forhold til at holde styr på en indpakket vare i en køledisk er det langt sværere at have tjek på alle ingredienser i et sammensat måltid, som dem McDonald's serverer, men det hjælper vores system dem med at have. Lyngsoe Systems, der blev skabt, da en kreds af medarbejdere i 1994 købte en del af det daværende Søren T. Lyngsø A/S, har i dag cirka 150 medarbejdere og afdelinger i såvel Canada som USA. Firmaet leverer blandt andet systemer og it-software til at holde styr på breve og pakker på postmarkedet, mens det i lufthavne gælder bagage, materiel og passagerer og på ældreområdet gælder planlægning og ressourcestyring.