Hjørring

Årsafregning er forsinket men servicen bliver bedre

Aflæsning af blandt andet vand og spildevand bliver i Ny Hjørring kommune ikke opkrævet via ejendomsskatten men på en særskilt opgørelse, hvor også renovationsafgifterne kommer på. ARKIVFOTO: LARS PAULI

Aflæsning af blandt andet vand og spildevand bliver i Ny Hjørring kommune ikke opkrævet via ejendomsskatten men på en særskilt opgørelse, hvor også renovationsafgifterne kommer på. ARKIVFOTO: LARS PAULI

NY HJØRRING: Årsafregningen for forbrugsafgifterne for 2005/2006 bliver for alle borgere i Ny Hjørring kommune forsinket. Det skyldes, at opkrævningsmetoderne og forbrugsdatabaserne for de fire gamle kommuner skal samles, og af praktiske og tekniske årsager, kan det først lade sig gøre at sende årsopgørelserne og næste periodes opkrævning ud i slutningen af februar 2007. Til gengæld vil samlingen af forsyningsafdelingerne betyde en bedre service over for borgerne. Fremover bliver afgifterne for vand, spildevand, tømningsordning, renovation og genbrugsafgifter nemlig samlet og opkrævet på én regning, og ikke som hidtil i nogle af de nuværende kommune via ejendomsskatten. Det betyder blandt andet, at man kan lave skæringsopgørelser i forbindelse med hushandler og andre flytninger. - Men også for kommunen er det selvfølgelig med til at gøre tingene praktisk lettere, ligesom vi også kommer til at spare penge i forhold til porto, siger kontorchef for forsyningsområdet, Jon Lemming. Også aflæsningsdatoen vil fremover blive ændret, så man ikke længere skal aflæse målerne i slutningen af september men i stedet ved årets udgang i december.