EMNER

Årsag til brand fortsat ukendt

SVENSTRUP:Politiet har endnu ikke fundet forklaringen på, hvorfor en villa på Egernvej 3 i Svenstrup torsdag eftermiddag blev hærget af en voldsom brand. Resterne af huset blev i går gennemgået af politiets tekniske afdeling og en el-sagkyndig. Branden blev opdaget af en datter, som først på eftermiddagen kom hjem og åbnede døren ind til det røgfyldte hus. Hun skyndte sig ud igen, men nåede dog at få fat i familiens hund, som kom ud i god behold. Formentlig er der sket en røggaseksplosion, da døren blev åbnet og frisk luft er strømmet ind. Indtil da har branden formentlig ulmet i et stykke tid. Villaen i halvandet plan var omspændt af flammer, da Beredskabscenter Aalborg ankom, og der står nærmest kun en ruin tilbage. Derfor blev der i går arbejdet på en genhusning af familien.