Årsmøde hjem til Aalborg

KL har valgt Aalborg Kongres & Kulturcenter

Aalborg 21. september 2002 08:00

AALBORG: Aalborg bliver igen hjemsted for årsmødet i Kommunernes Landsforening. Aalborg Kongres & Kultur Center har netop vundet licitationen om at holde en stribe årsmøder i skarp konkurrence med seks andre kongressteder . Resultatet blev, at Århus skal holde årsmødet i 2004, mens det bliver Aalborg Kongres & Kulturcenter, der skal stå for arrangementet i 2005, 2006, 2007 og 2008. Når Århus kommer til i 2004, var det først og fremmest fordi Aalborg ikke havde plads. Da Kommunernes Landsforening i foråret sendte deres årsmøde i udbud var direktør for Aalborg Kongres & Kulturcenter, Ernst Trillingsgaard, lidt betænkelig. Han var bange for, at man udelukkende ville fokusere på prisen uden at tage hensyn til, at der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet. - Vi ville ikke kunne leve med at folk bagefter kom og sagde, at det ikke var lige så godt, som det plejer, forklarer han. Derfor var tilbuddet fra Aalborg ikke billigere, end at man er sikker på, at kvalitetsniveauet kan holdes. Ernst Trillingsgaard fortæller, at han endnu ikke har fået kontrakten til underskrift fra KL, men han har mundtligt fået bekræftet, at den er god nok. Det samme gør en medarbejder i Kommunernes Landsforening direktionssekretariat overfor NORDJYSKE. - Det er et scoop for os. Når man går i konkurrence med andre byer, er man meget spændt. Ligesom når en bygherre kommer med et tilbud på et byggeri. - Foruden pengene er der også en stor portion prestige i det her. Vi vil meget gerne have det årsmøde her til byen. I mange år valgte KL altid Aalborg, når der skulle holdes årsmøde. Men på et tidspunkt blev rutinen afløst af et rotationsprincip, hvor årsmødet gik på skift mellem Århus, Aalborg og Odense. Det bliver da også Odense, der som et resultat af denne politik, næste år skal være vært for årsmødet. Et delgeretmøde er en stor historie. I det oplæg, som KL i sin tid sendte ud, stod bl.a. at den største sal skulle have plads til 2000 deltagere - dog 2300 i 2006 p.g.a. kommunalvalget. Der skulle være et lokale til festmiddag for ca. 1600 personer, og der skulle være 1600 hotelværelser indenfor 60 kilometer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...