Sindal

Årsmøde i Ældre Sagen i Sindal

Det er ganske vist et årsmøde, men måske ikke ligefrem for årsunger, når Ældre Sagen i Sindal Kommune mødes på Solgården tirsdag eftermiddag 11. marts. Foreningskonsulent Søren Udam vil ved den lejlighed være til stede og give svar på eventuelle spørgsmål fra forsamlingen vedrørende Ældre Sagens forhold på landsplan. I øvrigt afvikles årsmødet efter dagsordenen med beretning fra formanden og valg af komitemedlemmer, hvoraf to er på valg, men ikke modsætter sig genvalg. Komiteen håber på stort fremmøde af medlemmer, og der er ved årsmødet mulighed for at komme med ønsker om, hvad man mener, Ældre Sagen i Sindal kan påtage sig af aktiviteter. Kun fantasien og økonomien sætter grænser. I forbindelse med årsmødet byder komiteen for Sindal på kaffe og brød, og efter mødet vil konsulent Ebba Jensen fra Sindal Kommune komme med et indlæg om dementes problemer, og hvordan de efter hendes opfattelse kan hjælpes. tn