EMNER

Årsrapport: 11 procent færre asylansøgere til Norge

OSLO: Antallet af asylansøgere til Norge faldt sidste år med 11 procent, og myndighederne venter i år en nedgang på omkring 10.000 mennesker. Det viser Utlendingsdirektoratets (UDI) årsrapport, der torsdag blev offentliggjort. Direktør Trygve G. Nordby vurderer, at nye tiltag indført ved årsskiftet sidste år er skyld i meget af nedgangen. Det drejer sig bl.a. om, at såkaldt grundløse ansøgeres sager færdigbehandles på under 48 timer, og det gør intet andet europæisk land. Holland har også en 48-timers regel, men ifølge Nordby handler det om 48 arbejdstimer, hvilket altså er mere end en uge. Norge har også skærpet reglerne for uledsagede flygtningebørn. Alle, der hævder at være mindreårig skal igennem en tvungen alderstest, og det afslørede sidste år 400, der ikke helt havde styr på deres fødselsår. Ifølge Nordby vil nedgangen i asylansøgere på længere sigt betyde, at op mod en tredjedel af alle flygtningecentre og modtagecentre skal nedlægges. I alt søgte mennesker fra 114 lande til Norge, og af dem kom over 40 procent fra Europa, en tredjedel fra Asien og en fjerdel fra Afrika. Den største enkeltgruppe kom fra Serbien og Montenegro, men fordi de cirka 2200 ansøgerne kun registreres efter statsborgerskab, kender UDI ikke til antallet af ansøgere fra Kosovo. Derpå fulgte Afghanistan med 2050 ansøgere og Rusland med 1950. Ifølge UDI-direktør Trygve G. Nordby adskiller Norge sig fra resten af Europa, fordi Norge generelt ikke får ansøgere fra hele Rusland men primært fra Tjetjenien. I forhold til antal ansøgere var Kina det land, der fik den højeste asylandel, idet 29 procent fik lov at blive i Norge. Årsrapporten viser også, at omkring 50 personer - hovedsageligt fra Iran, Etiopien og Afghanistan - fik asyl på grund af kønsbaseret forfølgelse, og desuden fik et ukendt antal homoseksuelle mænd og kvinder ophold på grund af risiko for forfølgelse. /ritzau/NTB