Aarstidernes nu også i Malmø

KØBENHAVN:Borgerne i Malmø kan få leveret økologiske fødevarer og dagligdagsprodukter direkte til deres køkkendør, når den danske internetvirksomhed Aarstiderne i denne måned åbner for levering i Sverige. Aarstiderne begyndte i Danmark for 5½ år siden og har nu 30.000 kunder i Danmark, der benytter sig at tilbuddet om at få frugt, grønt, brød eller fisk plus opskrifter leveret, oplyser Søren Ejlersen, der er en af Aarstidernes grundlæggere og drivkraft bag åbningen i Sverige. - Det seneste år har vi i stigende grad mærket interessen fra Malmø-borgerne til, at vi skulle komme over sundet. Og med broen er det ligeså nemt at levere i Malmø som i København, siger Søren Ejlersen. Aarstiderne blev grundlagt midt i dot.com euforien. Men den økologiske internetvirksomhed har vist sig at være både bæredygtig og levedygtig. I forbindelse med åbningen i Sverige er der lavet en ny svensk hjemmeside. Tirsdag vil fem medarbejdere fra Aarstiderne stå for et markedsføringsfremstød i i Malmø. /ritzau/