Terndrup

Årvågenhed forhindrede brand

En ulmende container fik lørdag ved middagstid personalet på en genbrugsplads på Mølholmvej nord for Terndrup til at alarmere brandvæsenet.

Og det var klogt, mener indsatsleder Gert Jensen. - Containeren stod tre meter fra en bygning, og hvis den havde fået lov at bryde i brand, kunne bygningen være røget med. Vi ved ikke, hvad det var, der lå og ulmede i containeren, men vi fyldte den for sikkerheds skyld med skum, og opsynsmanden flyttede den selv væk fra bygningen, forklarer han. Han roser opsynsmanden på pladsen for at have reageret på det, der i første omgang bare var en lugt af noget brændt. - Dejligt med sådan nogle kvikke folk. Om et par timer havde pladsen været tom, og så kunne det sagtens have udviklet sig, sagde han, umiddelbart efter udrykningen.