AAU får ja til nyt byggeri

Et nyt domicil til Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet er rykket nærmere

Søren Wormslev
Arkivfoto: Laura Guldhammer
Byggeri 11. juli 2018 18:45

NORDJYLLAND: Med en godkendelse i Folketingets finansudvalg af et såkaldt aktstykke er opførelsen af et nyt domicil til Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet kommet et stort skridt nærmere.

Det har længe været planen, at uddannelsen af ikke mindst læger skulle have til huse samme sted som det ny universitetshospital. En betinget aftale med Region Nordjylland herom er forlængst indgået. Byggeriet skal efter planen i gang i 2020. Når sagen nu havner i finansudvalget, skyldes det, at der er tale om en så stor bevilling som 693,9 mio. kr.

Planen er, at projekteringen af nybyggeriet er færdig i marts næste år, hvorefter projektet sendes i udbud. Bygningen skal kunne tages i brug midt i 2022, cirka et år efter at det ny hospital ventes klar.

Vejdirektoratet styrer byggeriet

Selv om der ikke er tale om et vejprojekt, er det Vejdirektoratet, der står for styringen af byggeriet. Baggrunden er, at flere andre byggeprojekter, som statens Byggestyrelse stod for, gik skævt og blev langt dyrere end forventet. Derfor har Vejdirektoratet midlertidigt overtaget det styrings- og udførelsesmæssige ansvar for gennemførelsen af fire af Bygningsstyrelsens byggeprojekter, deriblandt Sund-projektet i Aalborg.

Det sundhedsvidenskabelige fakultet får med nybyggeriet betydeligt mere plads, end man har i dag. I dag råder man over et samlet areal på ca. 14.500 kvadratmeter. Flere af de bygninger, der anvendes, er ifølge aktstykket til finansudvalget ældre og "karakteriseret af manglende fleksibilitet og dynamik". Med det ny projekt får fakultetet 23.500 kvadratmeter. I projektet indgår, at fakultetet og hospitalet får en række fællesfaciliteter, heriblandt laboratorier og auditorier. Det vil, hedder det, skabe et stort potentiale for øget forskning og undervisning.

Dekan Lars Hvilsted Rasmussen siger til DR Nordjylland, at samspillet mellem hospital og universitet vil betyde, at de læger, der underviser, kan gå direkte fra hospitalet og over til undervisningslokalerne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...