Gymnasiale uddannelser

AAU klar til at gå nye veje

Øget samarbejde med nordjyske gymnasier skal lokke flere studerende til Aalborg Universitet.

Når en række gymnasier til sommer for første gang udbyder en bioteknologisk linje, vil en del af det udstyr, eleverne bruger, være udlånt fra Aalborg Universitet - og deres lærere vil være efteruddannet samme sted. Samtidig vil AAU-eksperter fra tid til anden deltage i gymnasiernes undervisning. AAU, der i flere år har satset stærkt på bioteknologi, har taget initiativ til et utraditionelt samarbejde på tværs af traditionelle skel. Målet er at øge kvaliteten af gymnasiernes ny tilbud. - Samtidig håber vi selvfølgelig, at flere efter studentereksamen vil læse bioteknologi hos netop os, siger lektor Kim Lambertsen Larsen, AAU. Fire nordjyske gymnasier, Hjørring, Aalborghus, Hasseris og Aalborg Katedralskole, deltager i projektet sammen med Kalundborg Gymnasium. Det sidste skyldes, at der netop i Kalundborg findes store bioteknologiske virksomheder, som også har vist vilje til at åbne dørene. Formanden for Folketingets uddannelsesudvalg, Charlotte Dyremose (K), er begejstret for Aalborg Universitets deltagelse i det ny samarbejde: - Det er lige præcis dét, universiteterne skal: Tænke konstruktivt, kreativt og på tværs. Jeg synes i høj grad, Aalborg Universitet viser vejen med dette initiativ, siger hun. Charlotte Dyremose håber, at netværket kan understøtte et af formålene med at gøre bioteknologi til en studieretning i gymnasiet - nemlig at få flere piger til at uddanne sig på det naturfaglige område. - Jeg tror, der hidtil er gået meget talent tabt, fordi mange piger har ment, at det naturfaglige ikke var noget for dem, siger hun.