Film

Abba i det græske øhav

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

filmens katalysator er da datteren Sophie, Amanda Seyfried finder mors gamle dagbog og dermed finder ud af, hvem der kan være hendes far.

Det er såmænd kun få uger siden, at der var premiere på “Across the Universe” - en filmmusical lavet over The Beatles udødelige musik. Nu skal vi til det igen, og det er igen et af popmusikkens allerstørste navne, der må lægge toner til: Abba. I dette tilfælde er der dog tale om en cirka 10 år gammel musical, som nu er blevet filmatiseret. Det er sikkert på sin plads at nævne, at denne anmelder hader musicals og altid har synes, at Abbas musik er overfladisk - men velproduceret - tomgangspop. Ikke desto mindre vil jeg overgive mig, for dette er altså en herlig film. Musical eller ej. Abba eller ej. Når det alligevel lykkes, skyldes det måske, at Abbas to musikalske bagmænd Benny Andersson og Björn Ulvaeus ikke var begejstrede, da de første gang hørte, at Judy Craymer ville lave en musical over deres musik. Hun fik til sidst lov, men på en betingelse: Hun skulle komme op med en virkelig god historie. Og en historie så god, at den også kunne fortælles uden Abbas musik. Og den historie fik hun Catherine Johnson til at skrive for sig. Det lykkedes Catherine Johnson at strikke et lille eventyr sammen, som Benny og Björn kunne acceptere, og til dato har 30 millioner mennesker set musicalen i teaterudgaven. Fortællingen handler om den unge pige Sophie (Amanda Seyfried) og hendes mor Donna (Meryl Streep). Mor Donna - tidligere rocksanger - havde 21 år tidligere et forhold til tre forskellige mænd i løbet af ganske få dage. Der kom et barn ud af anstrengelserne: Sophie. Nu skal tøsen giftes med stort bryllup og hele udtrækket. Hun finder mors gamle dagbog og finder ud af, hvem det var, hun var sammen med dengang. Hun inviterer derfor - i sin mors navn - de tre mænd med til brylluppet. Tanken er, at I samme øjeblik hun ser dem, vil hun ikke være i tvivl om, hvem der er hendes far. Og den detalje vil hun forfærdeligt gerne have på plads. Det kommer der naturligvis en del forviklinger ud af, og Mor Donna bliver aldeles rasende, da de tre mænd dukker op. Hun har nemlig i alle årene siden levet af og drevet et særdeles faldefærdigt hotel på en græsk fantasi-ø Kalokairi (sommer på græsk). Og det er sket i cølibat. Hun fik givetvis nok 21 år tidligere. Alt i musicalen er holdt i grupper på tre: Sophie og hendes veninder. Mor Donna og hendes veninder. De tre potentielle fædre. Der er også lidt henvisninger til den gode gamle arvesynd (mormor var vist ikke et hak bedre), og vil man analysere fortællingen i bund, så er der nok at lede efter. Men det er ikke desto mindre en film, der bare skal opleves tilbagelænet i biografsædet. Og det er en fortælling, der trods mange påklistrede sange, overlever alligevel. Det gør den, fordi den er vidunderligt vittigt fortalt. Der er masser af gode lynhurtige vitser. Der er naturligvis også de klassiske, store musical-optrin med masser af sang og dans. Igen må man indrømme, at det er bragende flot lavet og konstant med et glimt i øjet. Der, hvor det ofte går galt i musicalgenren, er, når de bliver for selvhøjtidelige. Det sker ikke her. Hele tiden er der detaljer i billedet, der fortæller, at dette er ikke alvorligt. Det er bare morskab. At filmen tillige udspiller sig i et farverigt, græsk univers gør kun det hele meget bedre. Vi er vel nogle stykker, der lige som Donna har levet et lykkeligt hippieliv under græske palmer og kan huske, hvor uforpligtende og rart det var. Græske øer gør nemlig noget ved folk: Det får én til at slippe tøjler og slippe romantikken - hvor uforpligtende den end må være - fri. Men filmen er ikke lydefri. For der er en ting, der ikke lyder specielt godt: Og det er, når Pierce Brosnan synger. Lad mig straks tilstå, at jeg synes, han ser forfærdeligt godt ud, og at han er forrygende dygtig skuespiller. Men - kære gamle ex-Bond - sang er ikke en kernekomptence. Han synger baryton. Altså mellemstationen mellem bas og tenor. Jeg tror, at sangene havde vundet en del, hvis han havde forsøgt sig som tenor i stedet. Det passer bedre til melodierne. Men heldigvis synger han kun ganske få sange. Og sangene lykkes meget bedre for hovedrolleindehaver Meryl Streep og om muligt endnu bedre for hendes filmdatter Amanda Seyfried. Det er lykkedes at få plads til et hav af sange, og langt, langt de fleste er passet godt ind i fortællingen. Nu er der jo ikke lavet om på teksterne, og det gør, at nogle af dem dog skyder helt forbi målet: Der synges om et, mens det handler om noget andet. Det problem kunne være løst ved at bruge lidt færre sange. For der er nemlig helt klart for mange. Det havde klædt filmen, hvis man havde skåret tre-fem stykker ud. Men alt i alt står der på bundlinjen, at “Mamma Mia - The Movie” er en herlig, farverig, uforpligtende og rar sommerfilm spækket med udødelige, klassiske popmelodier. Ikke af samme klasse som The Beatles, men formentlig næsten lige så kendte. Og lige en sidste advarsel her på falderebet. Pas på: Der er to slutninger! Hen mod slutningen tændes lyset i biografsalen under rulleteksterne. Men bliv endelig siddende, for lyset slukket igen, for derfra bliver filmen en koncertfilm med yderligere to numre. Tag endelig det hele med. “Mamma Mia! - The Movie” Instr: Phyllida Lloyd 1 time og 49 minutter, tilladt for alle Danmarkspremiere.