Abbas beordrer et stop for angreb på Israel

Ramallah, mandag /ritzau/Reuters Palæstinensernes ny præsident gav mandag sikkerhedsstyrkerne ordre til at forhindre alle angreb på Israel. Palæstinensernes ny præsident, Mahmoud Abbas, beordrede mandag sine sikkerhedsstyrker til at forhindre alle angreb på Israel begået af militante palæstinensere, der trodser hans ordrer om et stop for disse. Men de militante grupperinger afviste at standse angrebene, før der sker et stop for den "israelske aggression". Israel betegnede mandag den palæstinensiske præsidents udspil som et "lille skridt", men ikke stort nok til at berettige til en genoptagelse af kontakterne til Abbas, kendt som Abu Mazen. Kontakterne blev afbrudt efter et palæstinensisk angreb på en grænsepost i sidste uge, der kostede seks israelere livet. - Abu Mazen og hans regering gav klare instrukser til sikkerhedscheferne om at forhindre alle former for vold, herunder angreb mod Israel, sagde den israelske minister Qadoura Fares til det britiske nyhedsbureau Reuters. Samtidig sagde en talsmand for den israelske premierminister, Ariel Sharon, at "alt er aflyst indtil de handler mod terroristerne, så vi kan få bevis for, at der ikke kun er tale om snak, men også handling". - Abbas ved, hvem der udførte angrebet, så det er op til ham at stoppe dem. Det er meget enkelt, sagde Sharons talsmand Assaf Shariv. Den palæstinensiske premierminister, Ahmed Qurie, sagde, at alle, der gennemfører angreb mod Israel "vil blive straffet". Israel har gjort et stop for angreb til en betingelse for en genoptagelse af forhandlinger, og blodsudgydelserne i Gaza har skabt tvivl om, hvorvidt valget af Abbas til præsident efter Yasser Arafats død vil føre til et stop for voldshandlingerne. - Dette vil ikke løse problemet, men kan føre til et palæstinensisk-palæstinensisk problem, sagde Nafez Azzam, et ledende medlem af gruppen Islamisk Jihad. Han sagde, at hverken de militante grupper eller de palæstinensiske sikkerhedsstyrker ønsker en indbyrdes konfrontation. Mandag afviste også Hamas, at følge opfordringen, og meddelte, at de ikke har nogen intentioner om at standse angrebene på Israel. Abbas ventes til Gaza onsdag, hvor han skal mødes med lederne for de væbnede fraktioner, heriblandt den islamiske Hamas-bevægelse, som han forsøger at overtale til at indstille alle angreb på Israel. /ritzau/Reuters