ABC - 29 skal der stå

Sigurd Barret er en produktiv herre og senest har han udgivet "Sigurds ABC", der både er en bog, cd og plakat, hvor børnene kan lære om bogstaverne på en sjov måde.

Sigurd Barret er en produktiv herre og senest har han udgivet "Sigurds ABC", der både er en bog, cd og plakat, hvor børnene kan lære om bogstaverne på en sjov måde.

Hvis børn stadig er, som børn var, da jeg var barn, så er en bog i julegave helt på linje med at få et par hjemmestrikkede sokker. Jo, jo man skal nok blive glad for dem med tiden, men eftersom børn lever i nuet, så kan det argument ikke bruges juleaften. Man må hurtigt kaste en ny pakke og så tålmodigt vente et par dage hen i julen, før "Sigurds ABC" kan få et ord indført. Ord eller bogstaver er lige netop det Sigurd Barrets seneste multiproduktion af en billed/læse- og sangbog med cd samt plakat handler om. Plakaten gør såmænd ingen skade, udover at den minder ret meget om en anden kendt alfabetplakat, men nu i et nyt tryk med så små skrifttyper, at kun en russisk jagerpilot på blåbær har en chance for at læse skriften på væggen. Men pyt med plakat, der er rigeligt for pengene med bog og cd, selvom det på ingen måder er nyt at forsøge at snige alfabetet ind i børn. Men "Sigurds ABC" gør det nu på en festlig måde, hvor de voksne også kan holde det ud, ja, måske ligefrem bliver en smule oplyst, som for eksempel denne anmelder, som lige pludselig blev klar over, at skolehittet "28 skal der stå" er passé. Der er altså 29 bogstaver i det danske alfabet. Indtil videre. Der er ikke mange albums, hvor man får 29 nye numre, men i "Sigurds ABC" får alle, røde som sorte, bogstaver deres egen sang, musik og sprudlende illustrationer af Jeanette Brandt. Ud over at man måske kan lære sin ABC med Sigurd, så kan man også uden de store ører for musik tænke lidt over, hvor mange forskellige musikgenrer, der faktisk findes, for "Sigurds ABC" rummer både jazz, opera, country- og folkemusik, rock, disco, afrikansk, arabisk, calypso og mange andre let genkendelig genre. Det er ganske fantasifuldt og slår fast, at Sigurd Barrets mangeårige popularitet faktisk er fortjent. Manden er dygtig og taler ikke ned til sit publikum, der derfor også har ganske mange frivillige voksne i mellem. Sidst men ikke mindst, så vil alle højest sandsynligt kunne finde en favoritsang blandt de mange numre. Personligt ser jeg en ny højskoleklassiker opstå omkring det truede bogstav Å og følger en lille tekstbid: Årstiderne skifter, og årstiderne kommer, efterår, vinter og forår og sommer. Åh, hvor jeg elsker, at mens tiden går, åbner verden sig, år efter år. Så bliver det ikke mere dansk - altså lige bortset fra alfabetet. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk "Sigurds ABC", 2011 af Sigurd Barret Illustr.: Jeanette Brandt Omfang: 64 sider, plakat og CD Pris: 250 kroner Udg.: Politikens Forlag