Abeskønt

Lone Dröscher Nielsen har viet sit liv til Borneos truede orangutanger

Fra flyvemaskinens vindue kan Lone Dröscher Nielsen se toppen af Borneos regnskov. Det grønne hav af vild natur hilser hende velkommen med så stor overbevisning, at hun med det samme føler sig hjemme. Det er nu 11 år og mange oplevelser siden. Da Lone Dröscher Nielsen voksede op i Aabybro var der ellers ikke noget der tydede på, at hun ville komme til at leve et liv midt i regnskoven 30 km fra nærmeste by og som den eneste hvide i miles omkreds. Som barn var hun meget sportsinteresseret, og konkurrede ivrigt blandt andet i svømmehallen. Hun var konkurrencemenneske mere end til hyggelige eftermiddage med veninderne. Studentereksamen fik hun fra Nørresundby Gymnasium og derefter fulgte hun den uro, hun havde i fødderne. Det blev til mange job i endnu flere lande, inden hun begyndte at arbejde som stewardesse hos SAS. Hun gik ikke op i parfumer og røde læber, men der var gode arbejdsbetingelser og mulighed for at få opfyldt en del af globetrotter-drømmen, der stadig ulmede i maven. Globetrotteren fandt imidlertid ro ved mødet med regnskoven. I første omgang tog Lone Dröscher Nielsen på en tur til regnskoven med organisationen Earth Watch, og da hun besøgte et rehabiliteringscenter for orangutanger, var hun ikke længere i tvivl om sin plads i livet. - Der er noget, der siger klik mellem orangutangerne og mig. Jeg kommunikerer meget bedre med dem end med mennesker, siger hun og kaster et blik på de menneskelignende dyr, der lusker rundt i abegrotten i Aalborg Zoo. Lige nu er Lone Dröscher Nielsen nemlig på et af sine sjældne besøg i Danmark, og når hun endelig er i Aalborg, prøver hun at afgive zoo et besøg - blandt andet for at genopleve de orangutanger hun arbejdede med, da hun var i erhvervspraktik i 8. klasse. Hun kan stadig huske navnene på orangutangerne i buret, som hun mener burde gøres mere komfortabelt. Orangutanger fylder ganske enkelt hele hendes liv og har gjort det de seneste 11 år. Først arbejdede Lone Dröscher Nielsen som medhjælper på et center for de truede dyr, og nu er hun leder af sit eget rehabiliterings-center med 100 ansatte under sig. Den nordjyske kvinde arbejder for orangutangerne, men også med dem, ligesom de sover med hende i træhuset midt i Borneos regnskov. - Det kræver tålmodighed, gåpåmod og engagement - og mange vil måske sige, man skal være lidt sær, siger Lone Dröscher Nielsen tænksomt. Grunden til, at hun kæmper for orangutangerne er, at deres naturlige levesteder i regnskoven bliver fjernet og gjort til palmeolieplantager, og samtidig bliver dyrene fanget og solgt til shows i Thailand. - De klæder dem ud med boksehandsker og diskoskørter. Det er forfærdeligt at se på, og al den elendighed får mig til at kæmpe videre, forklarer Lone Dröscher Nielsen. Hendes engagement flyder over i fortællingen om, hvor vigtigt det er at hjælpe de forsvarsløse dyr. - Jeg vil så gerne give noget igen. Jeg har levet i moderne luksus, indtil jeg var omkring 30 år, og nu er det min tur til at give. Det kunne ligeså godt være løver, jeg havde kastet mig over, men nu blev det altså orangutanger, forklarer hun. Ud med alt At være hvid kvinde i et mandsdomineret samfund og i en kultur, hvor man risikerer at blive smidt ud af landet, hvis man ytrer sin mening, kræver sin kvinde. - Jeg har svært ved at holde min kæft, men det bliver jeg nødt til. Det er ofte hårdt at være arbejdsgiver for indonesere, som er vokset op under et styre, hvor det ikke var tilladt at tænke selv. Det er de ikke gode til, og de brænder heller ikke for dyrene på samme måde som jeg gør. For dem er det bare et arbejde, mens jeg ser det som en livsstil. Jeg betragter orangutangerne som små mennesker og ikke bare som dyr, fortæller hun. Men selvom Lone Dröscher Nielsen føler, at hun kan kommunikere med orangutangerne svarer de hende jo ikke, når hun taler med dem, og hun indrømmer, at livet af og til kan være lidt ensomt. - Jeg får ikke ret tit besøg hjemmefra, fordi det er så besværligt at komme hertil, og jeg kunne da godt tænke mig at vise stedet frem til nogle flere, siger hun. Hverdagens genvordigheder opvejes dog til fulde af den kærlighed, dyrene giver. - Vi søger alle kærlighed, og det føler jeg, dyrene giver mig, siger Lone Dröscher Nielsen, der godt ved, at sådan nogle udtalelser får mange til at rynke på brynene, men det generer ikke den lille, stædige kvinde. Kærligheden fra og til dyrene betyder så meget for den tidligere nordjyde, at hun ikke regner med at skulle stifte familie igen. - Jeg har været gift med en indoneser i fem år, men selvom vi på papiret stadig er gift, har han nu en anden kone - det må man gerne herude, siger Lone Dröscher Nielsen. Det er imidlertid ikke noget problem at leve uden manden, der stadig arbejder på centret. - Jeg tror, at jeg er svær at leve sammen med, fordi jeg er så engageret i mit job, at jeg ikke kan overskue at skulle give opmærksomhed til en mand også - og det kræver de at få. Nu er jeg blevet for gammel til at få børn, men jeg tror også jeg ville have mindre tålmodighed med et barn end med mine orangutanger. Det er et valg, jeg har gjort, og det har jeg det godt med, forklarer 40-årige Lone Dröscher Nielsen, der ikke kan se tilbage på mange fridage de seneste 11 år. Men selvom hun arbejder hårdt kan det langtfra ses på bankkontoen. - Jeg fik først indonesisk arbejdstilladelse for cirka et år siden, så de første 10 år fik jeg ingen løn. Nu får jeg cirka 3500 kroner om måneden, siger hun. Det er en fin løn på de kanter, men Lone Dröscher Nielsen ødsler dem ikke væk. De første år mange år i Indonesien levede hun nemlig af støtte fra foreningen BOS - Borneo Orangutan Survival, og hun er fast besluttet på, at betale pengene tilbage til foreningen. - Jeg er nok meget nøjsom. Det er sjældent, jeg bruger penge, og savner det ikke. En af grundene til at jeg flyttede herud var netop, at jeg gerne ville af med alle de materielle ting, som mange tror, gør dem lykkelige, siger Lone Dröscher Nielsen, der solgte alt hun ejede, da hun flyttede til Borneo. - Jeg har skam en bil, og et gaskomfur og der er også indlagt vand i mit hus. Vi spiser mest ris, og det kan jeg godt blive træt af engang imellem, men det er ikke altid, jeg går på restaurant, når jeg er i Jakarta. Jeg har jo ikke så mange penge. Men hvis jeg bliver inviteret ud siger jeg da ikke nej, og selvfølgelig kan jeg også få lyst til at spise en stor pizza, forklarer Lone Dröscher Nielsen, som til gengæld dagligt kæmper hårdt for at skaffe flere penge til centret, som har et årligt budget på omkring fire millioner kroner, som hovedsageligt kommer hjem i form af støtte fra foreningen BOS. Udlev dine drømme Familien i Danmark kunne godt tænke sig at få Lone hjem igen, men det skal de nok ikke regne med. - Min mor er ikke glad for, at jeg bor herude, men venner har jeg ikke mange tilbage af derhjemme, og jeg kunne ikke forestille mig at komme tilbage. Jeg har været væk for længe, og rent praktisk har jeg jo heller ingen opsparing til pensionen eller noget som helst, siger hun. Lone Dröscher Nielsen kunne da heller ikke forestille sig et liv uden sine orangutanger, men sit otium håber hun at tilbringe på en indonesisk strand samnmen med en masse gode bøger. - Jeg følger ikke med i nyhederne og ser aldrig tv - det føler jeg ikke noget behov for. Men en god krimi er god at falde i søvn på, siger hun. Orangutangerne i Aalborg Zoo skutter sig i efterårskulden, og Lone Dröscher Nielsen pointerer, at det ikke er udevejr for dyrene - og heller ikke for én som er vant til 30 grader i skyggen. - Jeg glæder mig til at komme hjem. Når jeg er væk, tænker jeg på "mine babyer" derhjemme næsten hele tiden, og jeg er nervøs for, om alting går som det skal, siger Lone Dröcher Nielsen, som ikke er meget for at give ansvar fra sig. - Det er svært for mig at lade mine ansatte om tingene. Jeg vil helst have en finger med i det hele, og derfor arbejder jeg også så meget, men det er jo en passion, forklarer hun og understreger, at hun kunne ønske for mange andre, at de turde udleve deres drømme og stole på, hvad de føler. Regnskoven hilste Lone Dröscher Nielsen velkommen hjem, og sådan betegner hun nu også det grønne hav af vild natur og den familie, har hun fået i sine behårede abevenner.