ABK skal fortsætte positiv udvikling

AALBORG: Anders Schou, en af de garvede kræfter på Aalborg Basketball Klubs (ABK's) bundhold i mændenes Liga, har en realistisk målsætning med dagens udekamp mod et af topholdene, SK Århus. - Vi skal fortsætte den positive udvikling, der har præget vores spil i de seneste tre kampe. Der er kommet bedre styr på rollefordelingen på holdet, og gejsten samt spilleglæden har været fin. Det spil skal vi fortsætte mod SK Århus, der råder over tre-fire danske landsholdsspillere samt to stærke amerikanere, siger Anders Schou. Han blev topscorer med 29 point i onsdagens hjemmekamp mod Cimbria Randers, hvor ABK-tropperne ikke kunne følge sensationssejren over Aabyhøj op. ABK-truppen er uændret til dagens kamp i Århus i forhold til kampen mod kronjyderne.jeri