Aborrer i den hvide verden

For første gang i seks år er der adgang til søfiskeri med fast grund under de kolde fødder

Går det nu? Knager det, er låget sikkert nok? De første skridt i de tunge vinterstøvler gøres med forsigtighed. Det er trods alt seks år siden, vi sidst kunne gå på vandet. Rimtågen ligger tæt over Glenstrup Sø, og efter bare en snes meters vandring lukker den hvide dyne tæt om os på indlandsisen. Ekspeditionen er veludrustet, måske lige bortset fra et kompas, som vi aftaler at tage med næste gang. For det er ikke sjovt at gå i ring derude i intetheden, hvor luftdynen suger lydene til sig og skruer på verdenshjørnerne. - Jeg farede engang vild sammen med min bror. Vi troede, vi havde fundet land mod syd, men vi var gået mod nord. Det er faktisk ikke sådan at spøge med, formaner min kollega og fiskemakker Esben. Vi har pakket vore slæder med rygsæk, klapstol, termokander og stænger, og vi følges ad, for vi har halvpart i isboret, som vi købte i fællesskab for en herrens masse år siden. Der ligger 5-20 cm sne på isen, så vi satser på at følge vore spor tilbage, og måske letter tågen. Vi har da lov at håbe. Vi skal ud til skrænterne og en fiskedybde på 15-20 meter. Det er planen. Her svømmer de grønstribede dejligheder med de røde finner i stimevis forbi. Får aborrerne øje på en lokkende, lille pirk, bider de som regel på. - Det må være her, meddeler Esben og borer årets første hul. Pyh ha, isen er i hvert fald over 10 cm tyk, så vi er på sikker grund. Mellem jul og nytår var her åbent vand og 4. januar sine steder kun seks cm, da de første lokale trippede ud for at tjekke. Men tågen har drillet, der er kun fem meter vand under Esbens huller, så vi fortsætter mod vest - tror vi nok. Finder det gode sted og prøver igen. Esben borer huller, og jeg øser den løse is i hullet væk med medbragt suppeske. Der skal være fri bane for pirken. Esben vælger et rødstribet sølvmetal blink uden navn, gammelt og godt prøvet som dødeligt giftigt for aborrer. Jeg vælger en rød 12 grams Filur og en Pinky Pain som ophænger. Ganske vist kan ophængeren sidde fast i iskant og fingre, men jeg synes ligesom jeg vil satse lidt. Ingen konkurrence For vel er det ikke konkurrence, men vi er vel kolleger og alle vil uanset, hvordan fisketuren ellers former sig spørge: - Nå, hvor mange fangede du så, hvor mange fangede Esben? Først så det lovende ud. Jeg fangede to små, der blev sendt ned i hullet igen og så en rigtig stor og flot aborre. Esben mærkede ingenting, borede et nyt hul og endnu et, mens jeg fangede to fisk mere. Men så borede Esben 20-30 meter borte, lige hvor tågen var ved at opsluge ham, og gav sig til at fange fisk. Jeg gav mig til at knække min snøre. Jeg havde ellers sat nyt på hjulet, fordi den gamle var mør, og hjemme i køkkenet havde den været stærk som stål. Men herude i 7-8 graders frost blev den ustabil, gik over, som skåret med en kniv. Mens jeg bøvlede og mit hul løb tør for fisk, fangede Esben stødt og stabilt. Til sidst luskede jeg derover og bad ham lave et nyt hul til mig lige i nærheden. Det hjalp. Jeg begyndte at fange fisk, knække linen igen og fik begravet min Pinky Pain dybt i venstre langfinger. Esben dyppede sin ene vante i hullet, da en aborre truede med at slippe væk, så hyggen var intens i vores hvide verden. Men pludselig lettede tågen, og vi så, at vi slet ikke var alene. Lidt længere ude mod nord stod nogle stykker med slæder og isbor og inde fra land kom en anden fisker travende. Mærkeligt, for i tågen havde vi intet set, og intet hørt, og vi stod slet ikke der, hvor vi troede. Ligeså hurtigt som tågen forsvandt, ligeså hurtigt rullede den sig ud igen, og da fingrene var følelsesløse, tæerne døde og fiskelysten mættet, var det heldigt, at vi kunne følge slædesporene tilbage til bilen, jeg med 11 aborrer i tasken, Esben med 28, når det nu ikke kunne være anderledes. Og tallet 28 og kærlig hilsen din bror, var netop, hvad der kunne stå på en lille lap papir i ruden på en af de andre biler på p-pladsen. Esbens bror var også ude i den hvide verden, men det havde ingen af os set noget til.