Abort fortsat en mærkesag

Efter 38 år er emnet fortsat aktuelt i Kristendemokraterne

Ni kristendemokrater tog sig tid til en politisk debat, da formandskandidaten Bjarne Hartung Kirkegaard i fordragelige toner havde fremlagt sine tanker. Foto: Lars Pauli

Ni kristendemokrater tog sig tid til en politisk debat, da formandskandidaten Bjarne Hartung Kirkegaard i fordragelige toner havde fremlagt sine tanker. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Kampen mod den frie abort skabte Kristeligt Folkeparti for 38 år siden. Samme kamp kan i dag også splitte partiet, der nu hedder Kristendemokraterne. Den udvidede håndfuld medlemmer, der torsdag aften var mødt op i et af Vejgaard Biblioteks højloftede, men slidte mødelokaler, vendte gang på gang tilbage til emnet. Og de blev ikke enige. Næppe noget medlem af partiet bryder sig om aborter. Men striden handler om modstandens form: Skal det stå direkte i partiets principprogram eller ej? Mødet i Vejgaard var arrangeret af partiets lokalforeninger i Aalborg og Brønderslev for at give de nordjyske medlemmer lejlighed til at møde Bjarne Hartung Kirkegaard. På landsmødet om 15 dage udfordrer han den nuværende formand Bodil Kornbek, og i hvert fald Knud Glønborg – nordjyde med lang karriere i partiet bag sig – støtter ham. Den gør den nuværende nordjyske frontfigur Mogens Nørgaard ikke. Han er næstformand og har sagt, at han trækker sig fra den post, hvis landsmødet vælger Bjarne Hartung Kirkegaard. Striden handler også om det nye principprogram, der skal til debat på landsmødet. Bjarne Hartung Kirkegaard vil gerne have med, at ”loven om fri abort principielt er uacceptabel”. Det vil Mogens Nørgaard ikke – det må være nok at skrive, at ”livet er ukrænkeligt”. Den mere detaljerede politik skal derpå udformes, mener han. På de fleste områder fandt de ni tilstedeværende fælles fodslag: Lukkeloven skal bibeholdes, det offentlige skal være mindre bureaukratisk og det skal være kriminelt at købe sex. Men nogen klar melding om, hvordan Bjarne Hartung Kirkegaard og Mogens Nørgaard vil reagere, hvis afstemningerne om formand og principprogram giver et broget billede – det fik deltagerne ikke med hjem fra Vejgaard.