Militær

Absalon tilbageholder fem pirater

KØBENHAVN:Det danske krigsskib Absalon har fanget fem pirater, da de fredag morgen forsøgte at kapre et fragtskib, der er indregistreret på de Hollandske Antiller, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK). Krigsskibet afventer nu ordre på, hvad der skal ske. Absalon har tidligere snuppet formodede pirater, men måtte løslade dem, fordi myndighederne ikke mente, at de kunne retsforfølges i Danmark. Nu er situationen anderledes, oplyser presseofficer i SOK, Jesper Lynge. - Forskellen er, at vi denne gang pågriber nogle pirater, der er i gang med et angreb på et civilt handelsskib. I de andre tilfælde har der været tale om formodede pirater, siger Jesper Lynge. Selv om piraterne er taget på fersk gerning, så har SOK ifølge Jesper Lynge officielt ingen holdning til, hvad der bør ske med piraterne. - Jeg tror, at alle vil synes, at når de nu er taget på fersk gerning, så er der ærgerligt, at der ikke sker nogen repressalier. Men omvendt kan man også sige, at nu hvor deres båd og redskaber er væk og deres våben er konfiskeret, så er deres muligheder for at lave piratangreb blevet stærkt begrænset et stykke tid. Så på den måde har vi været med til at mindske truslen i området, siger Jesper Lynge. Pågribelsen af piraterne var ret dramatisk. Absalon modtog et nødopkald fra fragtskibet i farvandet ud for Somalia og sendte en helikopter i luften. Helikopteren skød varselsskud, mens mandskabet på fragtskibet sendte et nødblus mod sørøverne. Det ramte, og det fik ifølge SOK båden til at brænde. De fem ombordværende sprang over bord og blev senere samlet op af Absalon. Absalon skød efterfølgende piraternes båd i sænk. De fem pirater er tilset af en læge og opholder sig i et fælles rum, oplyser SOK. - Indtil videre har vi dem om bor på Absalon, og vi afventer blot instrukser om, hvad der skal ske med dem. Men de er ingen hindring for vores fortsatte virke dernede, siger Jesper Lynge. Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet overvejer nu, hvad der skal ske med piraterne. I september blev de formodede pirater altså løsladt og sejlet ind til Somalias kyst. En anden mulighed kan være at sende dem til Holland, da piraterne blev fanget under et kapringsforsøg af et hollandsk skib. Forsvarsministeriet har dog ingen kommentar til, hvad der skal ske. /ritzau/