Abstrakt er sjovt - men sværere Elin Johansen udstiller i kulturhus.

Elin Johansen finder mange af motiverne til sine billeder på rejser i udlandet. Dette er fra en travetur i Nepal. Foto: Ole Torp Ole Torp
HJALLERUP:- Jeg har altid tegnet og malet, men akvarelmaling startede jeg først på efter et kursus på Kreta under ledelse af kunstneren Peter Skjøtt, fortæller Elin Johansen, som er kunstneren i Kulturhuset i Hjallerup i februar og marts. Hun udstillede også her i 2011.
- Akvareller hører sommeren til. Når vi er på ferie - Malta, Sverige og Toscana er de foretrukne steder - så er det, at jeg sætter mig ind i skyggen af et træ og tegner et lokalt motiv samt farvelægger det straks derefter. Jeg holder umådeligt meget af de færdige akvareller, og kan faktisk ikke nænne at sælge dem.
Elin Johansen, som har undervist i billedkunst på Hjallerup Skole i mange år, maler også abstrakte billeder i akryl.
- At male abstrakt er sjovere end at male naturalistisk, men det er absolut sværere. Det sjove ligger i legen med former og farver. Jeg starter med nogle linjer, der tit er inspireret af revner, konturer og sprækker i klipper. Derefter begynder legen med farverne, som påføres med pensel, spatel og klude, forklarer hun.
Såvel akrylbilleder som akvareller kan som nævnt ses de næste to måneder i Kulturhuset. Kun de abstrakte billeder kan købes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.