Absurd bytte

Trafikordfører Rasmus Prehns (S) forslag om - af hensyn til erhvervslivet - at skrotte NOx-afgiften og i stedet indføre en omdiskuteret flyafgift på 75 kr. pr. billet er absurd.

Erhvervspolitik 30. november 2011 05:00

Denne tåbelige byttehandel kommer nemlig slet ikke erhvervslivet til gavn. Isoleret set er det en fremragende idé at skrotte NOx-afgiften, men hvis det skal ske på bekostning en ny afgift, er vi lige vidt. Regeringen kan kalde deres afgifter, hvad de vil, men fælles for dem alle er, at de skader danske virksomheder og koster dyrt i tabte arbejdspladser. Cementfabrikken Aalborg Portland har meldt ud, at virksomheden er truet på livet, hvis regeringens femdobling af NOx-afgiften bliver en realitet. Derfor vil Rasmus Prehn, som er valgt i Nordjylland, fritage virksomheden og sende regningen videre til samtlige flypassagerer i landet. Det er tilsyneladende gået op for Rasmus Prehn, at han med NOx-afgiften generer sin egen valgkreds, men hans forsøg på at tilgodese Nordjylland ved at bytte én afgift ud med en anden er blot at skubbe aben videre til andre landsdele. Det er jo absurd! I stedet for at gå enegang bør landets folkevalgte fokusere på det samlede danske erhvervsliv. Liberal Alliance vil meget gerne strække en hånd ud til Aalborg Portland, luftfarten og alle andre virksomheder, men hjælpen skal ske i form af lavere skatter og afgifter for alle. Regeringen gør desværre det stik modsatte. Rasmus Prehns partifælle Bjarne Lausten havde fat i den lange ende, da han under valgkampen i Jyllands-Posten kritiserede flyafgiften med disse ord.Der er mange fra Nordjylland, der bruger flyet til at pendle til København. Jeg forstår ikke, hvorfor personer, der arbejder for at skaffe penge til deres familier og skabe skattegrundlag i Nordjylland, skal straffes med en afgift på 150 kr. for en returbillet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...