Absurd idé

RYGEFORBUD:Ifølge Bjarne Laustsen (S) skal det være muligt for plejehjem at forbyde alle beboere på det enkelte plejehjem at ryge på deres egne værelser og lejligheder. Det er fuldstændig absurd at straffe alle ældre på et plejehjem kollektivt ved at forbyde dem at ryge i deres egne hjem. Ingen - heller ikke ældre - er ens. Vi i Liberal Alliance går ind for forskellighed - også på plejehjemmene. Der kan være enkelte beboere, som ikke bør ryge på deres egne værelser, hvis det kan være en sikkerhedsmæssig risiko. Men så må der kunne tilbydes et fælles rygerum, hvor der også skal være mulighed for at hygge sig. Det er der ikke i tilstrækkeligt omfang i dag - og det er helt tåbeligt. Ministeren må holdes fast på, at det handler om de ældres hjem, og at man langt hellere skal modvirke ensliggørelse på vores plejehjem og -centre frem for at tilskynde forbud. Som jeg plejer at sige: Vi fødes som originaler - vi skal ikke dø som kopier.