Islam

Abu Laban: Jeg bliver i Danmark

Kun udlændingemyndigheder og muslimer kan få ham til at rejse

Den mest fremtrædende imam i Danmark, Ahmed Abu Laban, afviser, at han vil rejse fra Danmark. Arkivfoto: Scanpix

Den mest fremtrædende imam i Danmark, Ahmed Abu Laban, afviser, at han vil rejse fra Danmark. Arkivfoto: Scanpix

KØBENHAVN:Imam Abu Laban har ingen planer om at forlade Danmark frivilligt. Men hvis han får inddraget sin opholdstilladelse, er han klar til at rejse med det samme. Det siger Abu Laban nu, efter at flere medier torsdag oplyste, at han har opgivet Danmark og er på vej til Gaza med sin kone og yngste børn. - Jeg har aldrig sagt, at jeg vil forlade Danmark frivilligt. Men hvis loven siger, at jeg skal rejse, rejser jeg selvfølgelig, siger Abu Laban. Eventuel udvisning Det var bl.a. tidligere udtalelser fra Pia Kjærsgaard (DF) om, at visse imamer i Danmark bør undersøges nærmere og eventuelt udvises, der i går fik Abu Laban til at udtale, at han er klar til at rejse, hvis myndighederne mener, at han skal udvises. - Men så længe, hverken myndighederne eller muslimerne i Danmark beder mig rejse, har jeg tænkt mig at blive, siger den omstridte imam. - Jeg er blevet inviteret hertil som imam, og kun hvis muslimerne er utilfredse med mig og beder mig om at rejse, gør jeg det, siger han. Flygtning Den 60-årige Abu Laban kom til Danmark i 1984 som palæstinensisk flygtning og har i alle årene været imam i Islamisk Trossamfund på Dortheavej i København, hvor han hver uge samler flere hundrede muslimer til fredagsbøn. Abu Laban har stadig sit palæstinensiske id-kort, der giver ham adgang til at rejse ind i Gaza fra Egypten uden at skulle have godkendelse fra de israelske myndigheder. I muslimske kredse blev historien om Abu Labans exit fra Danmark mødt med bekymring, fordi det ville resultere i stærke reaktioner fra grupper med indvandrerbaggrund. Sikkerhedsventil Formanden for Fædregruppen på Nørrebro i København mener, at imamen fungerer som ”sikkerhedsventil” for flere frustrerede unge. Talsmanden for Islamisk Trossamfund, Kasem Ahmad, mener, at ”der vil komme en reaktion” mod personer som Naser Khader (R) og Pia Kjærsgaard (DF), hvis Abu Laban forlader Danmark. /ritzau/