Aalborg

Acceptabel indsats

3. DIVISION HERRER HÅNDBOLD IK 1919 Aalborg-Randers KFUM 35-28 (13-12) Flest mål for IK 1919: Ole Gade 8, Søren Ferlev 7, Michael Weiss 6. AALBORG:Grundet en del tekniske fejl havde IK 1919 svært ved at rive sig løs inden pausen, trods godt forsvarsspil. Efter pausen fungerede angrebet bedre, og der blev skabt et mindre hul ned til Randers. Midt i halvlegen vandt IK 1919 en 7 minutters periode 7-0, hvorved kampen var afgjort. Gæsterne blev frustrerede, og IK 1919 holdt føringen kampen ud, og kunne konstatere at have scoret 22 mål efter pausen. - Vi leverede en rodet første halvleg, og en god anden, hvor vi ikke lavede mange fejl, sagde IK 1919 træner Peter Frederiksen efter kampen. - Det var en acceptabel indsats uden at være prangende, hvor vi gjorde hvad der var nødvendigt, sluttede Peter Frederiksen. jeege