Ad den 17-sporede motorvej

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med vinden som motor på stranden mellem Rødhus og Blokhus.

strandcruise Jammerbugt # # # # # ¤ Det er ikke mange steder, det kan lade sig gøre at køre kilometer efter kilometer langs stranden. De fleste steder er det enten forbudt eller umuligt. Men ønsker man at tage et rigtigt langt cruise langs kysten, så er det muligt fra Ejstrup Strand i syd og helt op til Rubjerg Knude i nord. Nåja: Man er lige nødt til at køre uden om molen i Løkken, men ellers er der ingen forhindringer. Næsten ingen. For da vi ankommer til Ejstrup Strand og sætter kursen mod nord varer det ikke længe, før vi finder ud af, at uden firehjulstræk er det projekt måske ikke helt klogt. Der er i øvrigt heller ikke et øje langs stranden, hvis det skulle være nødvendigt med et skub. Ejstrup Strand bliver derfor forladt og kursen sat mod Rødhus. Det er en lang tur, for først skal man køre ni kilometer ind i land, før man kan dreje til venstre. Rødhus Strand er ganske anderledes. Det er dansk vesterhav som vor mor lavede det: Bredt-bredt-bredt. En 17-sporet motorvej af fast sand. Et overdådigt sted at indlede et cruise. Vinduet rulles ned. Radioens tomgangssnak skiftes ud med klassisk amerikansk syrerock på cd'en. Dytten sættes i gear. Vi drager mod nord. Det er sidst på formiddagen. Solen skinner fra en skyfri himmel. Og her midtvejs mellem Rødhus og Blokhus kører vi ad Solitudevej. Vi er mutters alene. Jovist er der strandvejr, men vi har herlighederne for os selv og nogle ganske få andre cruisere. Så kommer vi til den første bæk. Det ser lidt farligt ud. Kan man risikere at sidde fast i vandet? Den 17-sporede motorvej er pludselig rynket som oldingehud og der er vand over det hele. Vi kører forsigtigt ud i det og finder ud af, at bunden er stenhård. Det går over stok og sten. Eller rettere: Over stok og sand. Havstok og sand. I Blokhus stiger trafikmængden. Ved nedkørslen er der et par fiskehandlere, en grønthandler og en issælger. Der er også mindst 20 autocampere. Men vi holder kursen: Næste fixpunkt er Saltum Strand. Snart bliver stranden igen ganske rolig og med kun få gæster. Undervejs ser vi nogle unge mennesker som kører rundt på stranden i et køretøj med dragesejl. Det ser sjovt ud. Efter nedkørslen ved Saltum breder stranden sig ud. Den bliver nærmest gigantisk bred. Saltum Strand er i sandhed Danmarks bedste kyststrækning. Intet sted bliver sandet finere end her, og den 17-sporede bliver til en 33-sporet motorvej. Grønhøj er hurtigt passeret, og nu nærmer vi os Løkken. Her sker der ting og sager. Der er sort af biler overalt. Her er ældgamle åbne sportsvogne på svenske plader. Hvor kan man dog let blive misundelig på svenskerne sådan en sommerdag. Der er tæt pakket af mennesker, men forholdsvis få er ude og bade. Et hurtigt dyp med storetåen forklarer hvorfor. Vandet er med sine 17 grader iskoldt. Det er slet ikke rart. En flok unge mennesker spiller beachvolley. De er dog lidt mere tækkeligt klædt på end deltagerne ved OL. Men når beachvolley er så populært som tv-sportsgren, så skyldes det vel også, at der spares ufatteligt meget på stoffet, når sportsdragterne bliver syet. Ved Løkken snor vi os gennem byen for at komme på stranden igen nord for molen. Nu er alt ændret. Nu er stranden fyldt med historie. Verdenshistorie. Overalt ligger bunkerne og flyder i strandkanten. Bunkerne har flere formål: De bruges som læsejl af de solbadende, og de store knægte morer sig med at springe fra toppen og ned i det bløde sand. Man får helt lyst til at være med. Fri af bunkerne møder der os et nyt syn: Nu er luften fyldt med mennesker. De hænger over vores hoveder i deres paraglidere, og det gør de på hele strækningen op til Nr. Lyngby. Mange af dem hænger bomstille i luften. Her på strækningen omkring Nr. Lyngby bliver stranden ganske smal. Det betyder også, at larmen stiger. Nu er havet ikke længere en stille brusen. Nu er det absolut hørbart. Også så meget, at det er på tide at slukke for cd'en. Turen varer halvanden time. Det er en pragtfuld tur. Det er nemlig ikke kun tur. Det er natur og det er kultur. Naturen folder sig ud i al sin mægtige pragt, når man sådan har havet til den ene side. Og kulturen ligger på badehåndklæder hele vejen op langs kysten: Unge og gamle nyder solen. Børnene graver i sandet eller tigger is af forældrene. Teenageren gør sig til allerbedste, for måske er der mennesker af det modsatte køn lige i nærheden, og så er det jo godt at se smågodt ud. For sommer er scoretid, flimretid, fjasetid, ferietid. Jo: Er der en køretur, jeg aldrig bliver træt af, så er det at cruise i Jammerbugt. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk Strandcruise langs Jammerbugt Sæson hele året. Dog med flest badepiger og badejern om sommeren. Kan nydes hele døgnet.