Ad snørklede (om)veje

Brugernes bevægelsesmønstre på biblioteket undersøges - hvad vej går ruten og hvor bruges tiden?

Foto: Hans Ravn

Foto: Hans Ravn

Biblioteket i Metropol ligger op til oplevelse i både design og indretning - men hvordan benytter brugerne egentlig deres godt et år gamle bibliotek, der er blevet berømt for sin indretning? Det kunne biblioteket egentlig godt tænke sig at finde ud af, og derfor er man indgået i et samarbejde med Institut for Arkitektur & Design ved Aalborg Universitet samt Danmarks Biblioteksskole. - Vi er endnu i gang med forberedelserne, men efter sommerferien vil vi kortlæge, hvordan op mod 300 brugere benytter biblioteket. Hvor opholder de sig, og hvor opholder de sig ikke - og hvordan bevæger de sig helt præcist. Det kunne vi godt tænke os at finde ud af, siger fungerende bibliotekschef for Hjørring Bibliotekerne, Børge Søndergård. Elektronisk dims Konkret vil der ske det, at man naturligvis i første omgang vil blive spurgt, om man vil deltage. Dem der siger ja får så stillet nogle spørgsmål, hvorefter de udstyres med en elektronisk dims, så deres bevægelsesmønstre vil blive kortlagt via den såkaldte RFID-teknologi RFID er en forkortelse for Radio Frequency Identification og en fællesbetegnelse for alle de teknologier, der anvender radiobølger til at identificere mennesker og objekter. - For vores vedkommende kan resultaterne betyde, at vi måske skal kigge på om vores indretning er rigtig, lyder det fra den fungerende bibliotekschef. Distraktioner er godt I den forbindelse glæder biblioteket sig blandt andet til at se, om det med deres forskellige tiltag og opstillinger lykkedes at distrahere gæsterne. Og jo, distrahere skal forståes positivt i denne sammenhæng, for på et bibliotek vil man gerne inspirere brugerne og få dem til at opdage noget, som de gerne vil låne, men ikke nødvendigvis havde tænkt på, da de kom. Projektet, der har fået det pære-engelske navn Walking the Library, skal også bruges til at udvikle sikre metoder til, hvordan man på bedst mulig vis måler brugeradfærd i kulturbyggeri generelt. Godt 800.000 kroner er der afsat til formålet, og pengene stammer fra Lokale- og Anlægsfonden samt Styrelsen for Bibliotek og Medier. Et lignende projekt viste for ikke så lang tid siden, at gæsterne i Aalborg Zoo opholdte sig langt mere på legepladsen, end både den zoologiske have og gæsterne selv på forhånd havde regnet med.