EMNER

Adelens umættelige grådighed

Når man betragter denne tids ikke blot gyldne, men diamantbesatte, håndtryk til afgående direktører, kan tankerne nemt ledes tilbage til den tid, hvor adelen og enevælden havde kronede tider.

Cai Møller

Cai Møller

Henning Dyremose valgte selv at stoppe som direktør i TDC. Han ville hellere være formand for samme selskabs bestyrelse. Da han traf den beslutning, proppede han stille og roligt 50 mio. kr. i sin lomme. Som han udtrykte det: ”Nu skal man jo huske, at der skal betales skat af beløbet”. Daniscos afgåede direktør kan efter ni års slid i firmaet trække sig tilbage med en hyre på 23 mio. kr. Hans årlige løn var på godt 7,5 mio. kr. + det løse, og så var der jo lige et millionbeløb ved siden af som formand for Group 4 og Danske Bank. Efter et langt arbejdsliv fyres medarbejderne ved eksempelvis Danisco med et par måneders løn som kompensation – men de fik selvfølgelig også løn i den tid, de arbejdede i koncernen. Men Henning Dyremose, Daniscos tidligere direktør og andre eksperter i grådighed gør det jo ikke alene. Hvis der ikke i selskabernes bestyrelser sad mennesker med samme grådighedsideal, var det jo aldrig gået – mennesker, som får et voluminøst håndtryk, der virkeligt batter noget og sikrer levestandarden som pensionist, når deres dag kommer. Ud over grådighedsidealet har den grådige flok et andet fælles træk: De har ikke og vil ikke betænke sig et sekund på at fyre tusindvis af lønmodtagere på usle fratrædelsesvilkår, hvis deres virksomhed en periode skulle få lidt modgang. Forkælelsespenge og de diamantbesatte håndtryk er kun reserveret ”helt i top”-topfolk i virksomhederne – og dette uanset deres talent. I de såkaldt gode og enevældige tider med højadelen for enden af bordet blev der heller ikke stillet krav om talent. Men grådige var de (også dengang).