Adgangskontrol i byretten fortsætter

Ordning med adgangskontrol i blandt andet Aalborg Byret bliver forlænget. Den skaber tryghed, mener Danske Advokater

Arkivfoto: Torben Hansen
Retsvæsen 9. januar 2018 20:00

AALBORG: Når besøgende skal ind i byretterne i Aarhus, Aalborg, Glostrup, København og Frederiksberg vil de også fremover blive tjekket ved indgangen.

Adgangskontrollen i retterne er blevet forlænget frem til udgangen af 2018, oplyser Domstolsstyrelsen.

Brancheforeningen Danske Advokater er positiv over for ordningen, fortæller direktør Paul Mollerup. Han ser det både som en ekstra service til de besøgende og tryghedsskabende.

- De steder, hvor ordningen fungerer bedst, er de steder, hvor det generelt bliver oplevet som en service, hvor de besøgende også får at vide, hvor de skal hen, siger han og tilføjer:

- Jeg tror også, at det skaber en tryghed for rettens personale og borgerne. Der er ingen tvivl om, at når man bevæger sig ind en retsbygning, bevæger man sig ind i et konfliktmiljø - hvad enten det er straffesager eller i familiesager. Man befinder sig i et konfliktunivers.

Det er en risikovurdering, som ligger til grund for Domstolsstyrelsens forlængelse af sikkerhedsordningen. Styrelsen kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke uddybe, hvad der ligger til grund for beslutningen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...