ADH har ryggen mod den europæiske mur

60 min afgør, om sæson får eksotisk præg eller smag af fiasko

AALBORG:De har ikke givet sig selv de letteste betingelser før sæsonens hidtil vigtigste kamp i Aalborg DH. Og selv om et nederlag på seks mål fra udekampen mod spanske Astroc Sagunto i sidste weekend ikke er lig med exit, så erkender man opgavens sværhedsgrad. - Det er noget af et bjerg vi skal op ad, men hvis vi kommer godt fra start, så er det ikke umuligt at bestige det, mener træner Christian Dalmose. Plads til forbedring Han og medtræner Jan Leslie ledte i går spillertruppen gennem de sidste forberedelser inden kampen med en let omgang træning. - En del af spillerne var trætte midt i kampen i Spanien, og det skal vi for alt i verden undgå i hjemmekampen, så det meste af træning har taktisk karakter, siger Dalmose. Når der trods de seks måls efterslæb alligevel er et begrundet håb om, at Aalborg DH kan kvalificere sig til hovedturneringen i Champions League, hænger det sammen med det meget lave spillemæssige niveau, som holdet fremviste i udekampen. En forbedring på 20-30 procent er ikke urealistisk, og så bør Astroc Sagunto være til at tale med. - Vi skal vise meget mere aggressivitet, specielt i forsvaret, mener en af bolværkets stærkeste støtter, Johanna Wiberg. - Men vi skal selvfølgelig også score på vore chancer, ellers bliver det svært, tilføjer svenskeren. Den betragtning må hun siges at have ret i, eftersom kampen i Spanien blev et eksempel på, hvad der sker, når bagspillerne ikke slår til. Kristine Lunde scorede slet ikke, og Ibolya Mehlmann formåede kun at nette en enkelt gang. - De spillere, der ikke levede op til deres niveau i den første kamp er udmærket klar over det. De er sultne efter revanche, og det fik de også vist i kampen mod Viborg i onsdags, siger træner Dalmose. En lang tjekliste Det er nærmest lettere at opremse de ting, der fungerede i Spanien, end at nævne de aspekter af spillet, der haltede. Alligevel har træner Dalmose tjeklisten klar. - Vi skal stå bedre i forsvaret, vi skal være bedre tacklende, vi skal være skarpere i kontrafasen, vi skal have mere tjek på angrebsspillet, skyde fra distancen og turde være spilstyrende, vi skal løbe meget mere uden bold og vi skal tro mere på de ting vi gør, remser Dalmose op. - Hvis bare tre af de otte punkter jeg lige har nævnt bliver forbedret, så kan det være, at det er nok til at vinde kampen, siger han. Fredagens træning foregik i en munter tone, der ikke bar præg af, at der venter en skæbnekamp om hjørnet. - Vi glæder os til at komme på banen i Gigantium, hvor vi skal lægge tryk på modstanderne. Og helt ærligt, så tror jeg, at vi vinder samlet. Det er slet ikke umuligt, siger Johanna Wiberg. Tager hun fejl, så er drømmen om europa ikke helt død, men bestemt sat ned på økonomiklasse. Så skal Aalborg DH deltage i den mindre prestigefyldte EHF-cup mod de næstbedste hold fra kontinentet.