ADH og Astrup ved en skillevej

Aalborgenserne er stadig på sporet af DM-medaljer - men playmaker Heidi Astrup er på vej sydover

AALBORG DH KOLDING IF 30-22 HÅNDBOLDLIGAEN, KVINDER AALBORG: ADH har ret kurs mod DM-semifinalerne - men playmaker Heidi Astrup har kurs mod en anden klub, sandsynligvis sin tidligere, nemlig Viborg HK. I ugens løb blev det klart, at ADH og Heidi Astrup skilles efter denne sæson, og såvidt NORDJYSKE erfarer, så er det økonomi, der skiller parterne. - Jamen jeg har forhandlet med Aalborg om en kontraktforlængelse, men det er ikke rigtig blevet til noget, så jeg skal finde ud af, hvor jeg så gerne vil spille. - Som udgangspunkt ville jeg gerne være blevet her, det er der ingen tvivl om. Jeg har været glad for de to år, jeg har været her, siger Heidi Astrup, som fik en stor del af sin første sæson i klubben spoleret af en slem skulderskade. Nu er hun tilbage i fuld vigør, og kan blive en vigtig brik i ADH-spillet for at vinde medaljer i denne sæson - men i næste sæson er det en anden playmaker, som skal føre ADH'erne videre. Opgøret mod Kolding blev en simpel forestilling, blottet for spænding, for ADH'erne trak hurtigt fra, og da man allerede ved pausen havde skaffet sig en syvmåls-føring, så blev resten en formssag. Træfsikkerheden var ikke, hvad den plejer at være, og derfor måtte aalborgenserne lade sig nøje med 30 scoringer - det laveste antal i denne sæson, hvor man i de otte forgående kampe altid har været oppe på mindst 32. - Vi er ikke helt oppe i det gear, vi skal være i, når vi nu skal møde de tre tophold i de næste kampe, erkender Heidi Astrup, som erkender, at det ikke var en af ADHs bedste kampe. Hun bidrog selv til sejren med to scoringer, men det var den nyudnævnte landsholdsspiller Louise Mortensen, som holdt fanen højt med 13 mål, heraf seks på seks straffekast. Hendes kollega på modsatte fløj, også landsholds-udtagne Louise Pedersen, havde en af de yderst sjældne dage: Nul scoringer fra hendes side. Men effektiviteten generelt er stadig høj hos ADH, for nu har holdet spillet ni hjemmekampe i Gigantium, og de otte er vundet. Kun GOG er sluppet af sted med uafgjort. Men nu venter to af de vanskeligste modsstandere i de to sidste hjemmekampe i grundspillet: Ikast/Bording og Viborg HK. Og de vil for alvor udfordre ADH's rekord som ubesejret på eget halgulv. ] Kampfakta: Pausestilling: 14-7 Stillinger undervejs: 0-1, 4-1, 5-3, 11-5, 14-7, 15-7, 15-10, 19-11, 24-15, 27-17, 29-19. Mål for Aalborg DH: Louise Mortensen 13 (6), Natalia Deriouguina 3, Isabel Blanco 3, Rikke Nielsen 3, Kristine Lunde 3, Heidi Astrup 2, Trine Jensen 2 (1), Bettina Nielsen 1. Mål for Kolding IF: Nodjialem Myaro 4, Susanne Kastrup 4, Majbritt Kviesgaard 3, Louise Svalastog 3, Camilla Carstens 2, Louise Føns 2, Lene Thomsen 2 (2), Lise Binger 1, Pernille Hansen 1. Udvisninger: Aalborg DH to, Kolding IF tre. Dommere: Mads Hansen og Martin Gjeding Tilskuere: 4.577