ADH-piger læner sig op ad en fin statistik

Otte kampe mod SK Århus har givet ADH syv sejre og en uafgjort

MATILDA BOSON i et skudforsøg i den seneste hjemmekamp mod SønderjyskE.Foto: Michael Bygballe

MATILDA BOSON i et skudforsøg i den seneste hjemmekamp mod SønderjyskE.Foto: Michael Bygballe

AALBORG:Statistikken er med Aalborg DH's håndboldkvinder, når de i dag møder SK Århus på udebane. Da de to hold i fjor spillede 28-28 i den tilsvarende kamp, var det første gang i otte indbyrdes møder, at århusianerne overhovedet fik point. Nu er styrkeforholdet de to hold imellem rettet ganske betragteligt op, for når spillerne løber på banen, så står såvel SK Århus som Aalborg DH med fem sejre, en uafgjort og to nederlag. Derfor er udsigterne ganske ens for begge hold: Vinderen overtager tredjepladsen, taberen må se sig henvist til femtepladsen. - Vi glæder os til at måle os med et af de bedre hold i ligaen, siger ADH's assisterende træner Allan Heine. I ADH-lejren har man analyseret modstanderne til at være ekstremt stærke i defensiven, ligesom SK Århus har en kontrafase, der er meget giftig. - Derfor skal vi også have vort forsvar til at fungere optimalt, og især skal vi være gode i returløb, påpeger Allan Heine. Han har set ADH holde modstanderne nede på maksimalt 20 mål i fem af sæsonens otte første kampe. Det tvivler han på er muligt mod SK Århus. Men fungerer forsvaret, som det skal, så er der også muligheder for at løbe kontraer på århusianerne, og få nogle af de lette mål. - Jeg tror i hvert fald, vi får det svært over for deres etablerede forsvar, så alt, hvad vi kan få af lette mål, skal vi tage med, siger han. Aalborg DH-truppen er intakt, bortset fra Line Thorius, som fortsat er ukampdygtig.