Landstræner Jan Pytlick afslørede navnene på de 16 spillere, der skal tage hul på EM-kvalifikationen mod Slovakiet i Gråkjær Arena i Holstebro, på et pressemøde i det vestjyske tirsdag eftermiddag.
Med i hatten er Aalborg DH-bagspilleren Stine Jørgensen, der først fik debut under GF World Cup i Århus, hvor Pytlicks tropper som bekendt ikke nåede slutkampene efter en noget skuffende indsats.
Udtagelsen til kampen mod Slovakiet må betragtes som et nyt rygklap til den fremstormende ADH-spiller.
Med i Pytlicks 16-mands-trup til opgøret mod Slovakiet er også den tidligere ADH-fløj, Kristina Bille, der nu spiller for slovenske Krim Ljubljana.
- Jeg har valgt at søge en blanding af stabilitet og udvikling i både forsvar og på playmaker pladsen, og set i det lys har jeg udtaget 16 spillere til kampen mod Slovakiet og yderligere to, der kan komme i spil til søndagens udekamp i Italien, siger Jan Pytlick til DHF's hjemmeside.
Han udelukker på ingen måde, at posen kan rystes igen før, truppen udtages til december måneds VM i Brasilien.