ADH-profil med OL-nåleøje i sigte

OL-plads giver også Rikke Nielsen landskampe på hjemmebane

AALBORG:Aalborg Stadionhal og Gigantium i Aalborg kommer til at lægge gulv til de sidste forberedelser før OL for det danske kvindelandshold i håndbold, men først efter en samling med 24 spillere i Svendborg i perioden 26. juni-7. juli afslører landstræner Jan Pytlick, om der også er en nordjyske spiller med i den endelige OL-trup. - Desværre bliver truppen til legene i Athen kun på 15 spillere, så det er lidt af et nåleøje at komme igennem, siger Rikke Nielsen fra Aalborg DH. - Jeg kan ikke gøre andet end at klø på til samlingerne, men i sidste ende afgøres min OL-skæbne af, om hvor mange bagspillere landstræneren vælger at tage med. - At den sidste OL-afpudsning foregår i Aalborg gør kun det hele endnu sjovere for mig, for jeg vil naturligvis meget gerne være med til at spille landskampe for første gang i byen, siger ADH-profilen, der i øjeblikket træner fem gange om ugen med holdkammeraterne fra den aalborgensiske ligaklub. - Der bliver plads i klubregi til et par ugers pause fra 11. juni, men det betyder bestemt ikke, at min grundform bliver ødelagt. Hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at komme med i OL-truppen, er der ikke plads til daseri, selv om der er sommerferie fra klubben, understreger Rikke Nielsen. Scandinavian Open De forsvarende, olympiske guldvindere spiller l i Scandinavian Open med Norge, Sverige og Spanien som de øvrige deltagere, og der er indledning tirsdag 3. august. Her skal Jan Pytlicks piger møder Spanien kl. 20.15 i Aalborg Stadionhal, mens Norge og Sverige tørner sammen i den anden kamp. Onsdag 4. august foregår kampene i Gigantium, og her mødes tirsdagens to vindere og to tabere. Det danske A-landshold spiller første kamp ved OL i Athen søndag 15. august, og her er modstanderen Frankrig. Inden den sidste OL-afpudsning i Aalborg deltager landsholdet i en for-olympisk turnering i Bordeaux i Frankrig, hvor modstanderne er Ungarn, Brasilien og de franske værter.