ADH’s perfekte sparringspartner

Randers HK gæster Aalborg på det helt rigtige tidspunkt få dage før Champions League

Ole Fink Mejlgaardog Mikkel B. Ottesen
Da ADH i fredags slog Horsens, fik flere af klubbens udenlandske profiler lange pauser undervejs - blandt andre også Katrine og Kristine Lunde.Foto: Torben Hansen
Håndbold 11. oktober 2006 06:00

AALBORG: I bokseverdenen er en sparringspartner en bokser, der hjælper en anden bokser med at finpudse formen i træningslokalerne op til en kamp, hvor det bliver alvor. På lørdag skal Aalborg DH’s Champions League-semifinalister fra i fjor forsøge at tage det første skridt ind i dette års udgave af den prestigefyldte turnering, når holdet på udebane møder spanske CBM Astroc Sagunto. En udfordring af de helt store, men forinden skal nordjyderne lige igennem et topopgør på hjemlig grund mod Randers HK. Et møde mellem to klubber med et indgående kendskab til hinanden. Ikke mindst efter at de to ligakonkurrenter i starten af september indledte et bemærkelsesværdigt samarbejde i form af en fællestræning hver 14. dag. Et samarbejde, som begge parter lovpriser og endda har planter om at udvide til en gang om ugen. Man kunne tro, at Aalborg DH så tæt på en af sæsonens helt store udfordringer gerne havde været et topopgør mod ligaens øjeblikkelige nummer tre foruden, men sådan ligger landet ikke ifølge den ene halvdel af ADH’s trænerduo, Jan Leslie. - Håndbold er vores passion, og udfordringer er lig med fornøjelse. - Vi glæder os som sindssyge, og kampen mod Randers kommer faktisk på det helt rigtige tidspunkt. - Taktisk og tempomæssigt minder Randers og Astroc Sagunto en hel del om hinanden. Det er to hold, der gerne vil frem ad banen, noterer Jan Leslie og understreger i samme åndedræt, at al fokus i ADH-lejren er drejet ind på Randers-kampen. Først i morgen bliver tankerne for alvor drejet ind på lørdagens storkamp i Spanien. Alvor fra Randers Randers har i flere år haft ambitioner om at blande sig i topstriden i den danske liga, men det har knebet gevaldigt at omsætte ambitioner til realiteter. Noget tyder dog på, at kronjyderne mener det alvorligt i år. Ikke mindst i kraft af indkøb af respektindgydende Katrine Fruelund, tyske Nina Wörz samt venstrefløjen Ann Grete Nørgaard, som efter skiftet fra Viborg HK er blomstret gevaldigt op i de nye omgivelser. Så meget, at hun med sine 43 mål i syv kampe ikke blot er Randers’ topscorer - hun har også skudt sig ind i landsholdsvarmen. Nøjagtigt som ADH har Randers vundet fem af syv ligakampe - og kun tabt med to mål til Slagelse og senest i weekenden med seks mål til de regerende mestre fra Viborg. ADH-træner Christian Dalmose advarer da også om kronjydernes kvaliteter. Efter sit uheld med den overrevne akillessene har han dog haft god tid til at sidde og studere Randers-lejren under de fælles træningsseancer. - Selvfølgelig har de også svagheder, og dem vil vi naturligvis se, om vi kan straffe. Og vi synes selv, vi har gode redskaber, siger Christian Dalmose.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...