ADH tabte tråden i Thisted
Uden en knæskadet Signe Sjølund tabte Aalborg DH fredag aften 19-22 til Silkeborg-Voel i kvindernes HåndboldLiga på "hjemmebane" i Thisted.

Stine Jørgensen bombede løs med 10 mål mod Ringkøbing. Foto: Peter Mørk
Det var børnenes MGP i Gigantium i Aalborg lørdag aften og forberedelserne til dette, der havde fået ADH-tropperne i fredags-eksil i Thy Hallen i Thisted, og cheftræner Allan Heines pointhungrende mandskab fandt efter et aldeles skævt og uskønt spillemæssigt tilløb gennem hele første halvleg kun ganske kortvarigt melodien efter pausen. En større, apropos MGP, opsang fra Allan Heine i pausen tændte kortvarigt ADH-spillerne, der så paradoksalt faldt tilbage til den skuffende rytme igen. Slutcifrene blev 19-22 efter 7-11 ved pausen. ADH øjnede muligheden ved 14-14 efter pausen, men Silkeborg-Voel slog igen og kom foran 18-14. Silkeborg Voel vandt 22-19, og ADH - i aftes igen uden den knæskadede playmaker Signe Sjølund - mistede et vigtigt skridt i forhåbningerne om at slutte i grundspillets Top 6 og sikre sig adgang til slutspillet. En sejr til ADH havde været meget vigtig i og med, at en af rivalerne til sjettepladsen, SK Aarhus, fredag aften besejrede KIF Vejen 31-24. Netop KIF Vejen er på menuen for ADH i næste runde, en udekamp 1. februar, og i runden derefter gælder det formstærke Team Esbjerg hjemme i Gigantium 7. februar. Stine Jørgensen blev topscorer for ADH med otte scoringer, heraf et på straffekast. Hos gæsterne scorede Lina Rask og Jette Hansen hver seks gange.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.