ADH til angreb på egne forsvarskoks

Lang proces for at få spillere fra seks nationer til at rykke sammen i forsvaret

AALBORG:151 mål er der røget i kassen hos Aalborg DH i HåndboldLigaens første fem runder, så med et snit på godt 30 mål imod sig pr. kamp er det ikke svært at se, hvor aalborgensernes akilleshæl befinder sig. -. Vi lukker alt for mange mål ind, og forklaringen er lige til. Vores forsvar har ikke fungeret som en sammentømret enhed i én eneste af de første fem kampe, og det skal vi have ændret på, hvis vi skal med i den bedste halvdel af ligaen, siger Rikke Nielsen. - I sidste sæson havde Slagelse FH trods et dansk mesterskab lidt af de samme problemer, fordi mange, nye spillere blev sat sammen. - Hos os kommer spillerne fra seks forskellige nationer, og de fleste skal vænne sig til nye spilsystemer. Og det tager altså tid at komme igennem en sådan proces, men trods onsdagens nederlag til Randers HK er vi på rette vej. - Personligt er jeg naturligvis forhippet på, at processen kommer til at foregå endnu hurtigere, men omvendt kan jeg også godt se, at der er sket meget positivt i truppen, siden vi mødtes første gang 24. juli. - I opgøret mod randrusianerne var der markant fremgang i anden halvleg, hvor vi fik godt fat i forsvaret, og det er gejsten og troen fra de 30 minutter, vi skal tage med til dagens udekamp mod Horsens HK. Afgørende periode - Her kommer vi igen til at stå over for en modstander, som forventes at få en midterplacering, og da vi efterfølgende skal møde GOG ude og Kolding IF hjemme er vi inde i en meget vigtig periode, siger Rikke Nielsen, der er glad og stolt over, at såvel tilskuerne som Dansk Tipstjeneste fortsat har stor tiltro til Aalborg DH. Til kampen i Horsens giver tipstjeneste således 2,25 gange pengene igen ved en hjemmesejr, mens en ADH-sejr blot giver 1,65 igen. Rikke Nielsen glæder sig også over de skulderklap, som landstræner Jan Pytlick allerede har givet hende et par gange i premieresæsonen i ligaen ved at udtage hende til udviklingslandsholdet. - Det er en lettelse for mig at vide, at jeg kan være med på liga-niveau, hvor der ellers befinder sig rigtig mange stjernespillere, og så er det lidt pudsigt, at jeg som 26-årig kommer med i en udviklingstrup, griner den populære ADH'er. Cheftræner Kenneth Jensen har givet de samme 14 spillere som tabte til Randers HK chancen for en hurtige revanchering, og aalborgenserne viste i en træningskamp før sæsonen, at man kan besejre Horsens HK. - Da vandt vi 33-28 og viste den fornødne gejst og vilje i forsvaret, og kan vi gøre det igen i eftermiddag, henter vi også point i Horsens, vurderer Rikke Nielsen.